Genialt! Barca-profil disker op med sæsonens assist

Sergi Roberto servicerede Luis Suarez på mesterlig vis i første halvleg, da Barcelona vandt 2-0 ude mod Getafe

Real Madrid var kun alene i spidsen for Primera Division i nogle timer lørdag.

Så vandt FC Barcelona 2-0 ude over Getafe og lagde sig op på siden af ærkerivalen med 24 point for ti kampe.

Real Madrid fører dog ligaen i kraft af en markant bedre målscore.

Luis Suarez og Neymar scorede et mål i hver halvleg, og Barcelona-holdet beviste endnu en gang, at holdets skadede superstjerne Lionel Messi kan undværes, i hvert fald mod de lidt mindre hold.

Der var spillet 37 minutter af kampen, da kampens helt store detalje indtraf.

En veloplagt Neymar spillede bolden ind til Sergi Roberto lidt uden for Getafes felt. Roberto havde set,a t Luis Suarez stod i en god position tæt på mål, og med en genial hælaflevering spillede han sydamerikaneren fri, der ikke svigtede foran kassen.

Se den fænomenale detalje, der må kandidere til sæsonens assist i La Liga, i videoen øverst i artiklen

Efter knapt en times spil faldt 2-0-scoringen, denne gang efter en hurtig Barcelona-omstilling.

Målmand Claudio Bravo kastede bolden ud til Sergi Roberto, der rykkede frem i højre side.

Han sendte en høj diagonalaflevering frem til en helt umarkeret Neymar, der helflugtede bolden i jorden og ind i netmaskerne.

Det var brasilianske Neymars niende sæsonmål i ligaen, og han bragte sig dermed alene i front på ligaens topscorerliste.

1 kommentar
Vis kommentarer