Godt nyt til Braithwaite: Uventet Real-nederlag

Efter sejren i El Clasico var Real Madrid på førstepladsen i Spanien, men nu er holdet igen nummer to

Real Madrid og Marcelo snublede mod Betis. Foto: Cristina Quicler/AFP
Real Madrid og Marcelo snublede mod Betis. Foto: Cristina Quicler/AFP

Fansene på Santiago Bernabeu var ellevilde, da Real Madrid for en uge siden besejrede Barcelona og stødte ærkerivalen fra førstepladsen.

Men en uge senere er holdet fra den spanske hovedstad tilbage på andenpladsen i Primera Division.

Søndag aften tabte Real Madrid 1-2 på udebane til Real Betis, og da Barcelona lørdag aften vandt sin kamp mod Real Sociedad, er catalonierne igen nummer et med et forspring på to point.

Et sent mål af indskiftede Cristian Tello afgjorde søndagens kamp.

Med et exit fra pokalturneringen og det ene ben ude af Champions League efter et nederlag til Manchester City på hjemmebane er der ellers stort pres på Zinedine Zidanes mandskab i ligaen.

Sejren over Barcelona gav genvalg til de fleste af spillerne i Real Madrids startopstilling, men det var værterne, der kom først på tavlen.

Lidt tilfældigt faldt bolden ned for fødderne af Betis-brasilianeren Sidnei, som resolut bankede den op i krydset.

Scoringen blev sat ind efter 40 minutter, men hjemmeholdet fik ikke lov at gå til pausen med en føring.

I første halvlegs tillægstid blev Real Madrids venstre back Marcelo nedlagt i feltet, og topscorer Karim Benzema kvitterede med en sikker eksekvering fra straffepletten.

Betis fik en gylden mulighed for at komme på 2-1, og fansene kunne knap nok tro deres egne øjne, da veteranen Joaquin slap alene igennem ti minutter inde i anden halvleg.

Den 38-årige spanier afdriblede Real-keeper Thibaut Courtois, men i stedet for at lægge bolden i det tomme mål forsøgte han på mærkværdig vis at spille bolden på tværs.

Med et kvarter igen var en formidabel helflugter fra Andres Guardados tæt på at afgøre kampen, men den gik snert forbi mål.

I stedet blev det indskiftede Cristian Tello, der fik rollen som helt på Estadio Benito Villamarín.

Den tidligere Barcelona-spiller fandt et hul i Madrid-forsvaret og satte sikkert den afgørende scoring i nettet otte minutter før tid.

Mens Real Madrid kæmper med om mesterskabet, forsøger Betis at sikre sig en sæson mere i den bedste spanske fodboldrække. Betis er nu otte point over nedrykningsstregen.

Spansk fodbold - 7. mar. 2020 - kl. 22:47 Storroser livlig Braithwaite: 'Et frisk pust'

Se også: Ingen Eriksen-hjælp i Inter-lussing

Se også: Pivringe, FCK: Game over!

16 kommentarer
Vis kommentarer