Historiske Suárez sætter både Messi og Ronaldo til vægs

Meget kan Lionel Messi og Cristiano Ronaldo prale af at have nået. Men lørdag skrev Luis Suárez historie - foran de to superstjerner

Luis Suárez i jubel efter endnu en scoring lørdag aften. (Foto: AP)
Luis Suárez i jubel efter endnu en scoring lørdag aften. (Foto: AP)

De har scoret og scoret og lagt op og scoret den seneste ti år, så end ikke legender som Gerd Müller, Eusebio eller Gabriel Batistuta for den sags skyld kan følge med.

Men lørdag aften måtte såvel Lionel Messi og Cristiano Ronaldo lette på hatten for en kollega, der formåede at gøre noget, de aldrig har præsteret:

Fire mål - to kampe i træk.

Og så endda på bare fire dage.

Luis Suárez' målfest først mod Deportivo La Coruña (hvor han tilmed lagde op til tre scoringer i 8-0-sejren) og siden lørdag mod Sporting Gijón, hvor han i 6-0-sejren trods alt 'kun' scorede fire mål (heraf to på straffespark) - og ikke lagde op til nogle, står alene i spansk fodbolds historie.

Tilmed går han forbi Ronaldo på topscorerlisten. 34 mål er sydamerikaneren noteret for - tre mere end Real Madrids stjerne.

I alt er han oppe på 53 mål denne sæson.

- Jeg er ikke besat af det, og det er ikke noget jeg som sådan går efter, men er jeg topscorer, så er det da velkomment, sagde Suárez lørdag aften til Sport, da han blev spurgt til muligheden for at nappe den såkaldte Pichichi-titel - topscorer-prisen i den spanske liga.

- Jeg er overrasket (over de otte mål). Det er aldrig sket for mig før. Det eneste der betyder noget for mig er, at jeg kan hjælpe holdet, kom det ydmygt fra stjernen, der må siges at have taget en del af fokus fra Lionel Messi.

Den seneste topscorer i den spanske liga, der ikke hed Ronaldo eller Messi, var Diego Forlán. Han vandt prisen i 2009 med 32 mål for Atlético Madrid.

Deportivo kunne slet ikke følge med onsdag, da Barcelona vandt 8-0

38 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere