Inter tæt på Eriksen-konkurrent

FC Barcelonas Arturo Vidal er tæt på et skifte til Milano-klubben - rejser muligvis allerede til Italien lørdag. Danske Martin Braithwaite er i Barças trup til lørdagens testkamp

Arturo Vidal er udeladt af FC Barcelonas trup til en testkamp lørdag aften. Chileneren er tæt på et skifte til Inter. Foto: Handout via REUTERS/Ritzau Scanpix
Arturo Vidal er udeladt af FC Barcelonas trup til en testkamp lørdag aften. Chileneren er tæt på et skifte til Inter. Foto: Handout via REUTERS/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen kan efter alt at dømme snart sige buongiorno til en ny kollega - og konkurrent - i Inter.

Chileneren Arturo Vidal står over for et skifte fra FC Barcelona til Milano-klubben, og ifølge Barcelona-avisen Sport er forhandlingerne så fremskredne, at Vidal muligvis allerede lørdag drager mod Italien.

Han er da heller ikke med i den FC Barcelona-trup, som Ronald Koeman har udtaget til sin første kamp som Barça-træner.

FC Barcelona (med Lionel Messi og Martin Braithwaite) spiller lørdag aften kl. 19 mod Gimnàstic de Tarragona, men det er uden Vidal og uden Luis Suárez, der også er på vej til Italien.

Alt peger på, at Juventus bliver den sydamerikanske angribers kommende klub.

En af Koemans første handlinger som FC Barcelona-træner var at fortælle Vidal og Suárez, at de ikke var en del af fremtidsplanerne i Barça.

Vidal var allerede i vinterens transfervindue på vej til Inter, hvor han i Antonio Conte har en stor beundrer.

De to havde sammen succes i Juventus, og Conte ser utvivlsomt frem til at blive genforenet med chileneren i Inter.

For Christian Eriksen betyder det umiddelbart, at vejen til en fast plads i startopstillingen ikke bliver kortere. 

Barcelona-træner Ronald Koeman har udeladt flere spillere fra truppen til den første testkamp. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Barcelona-træner Ronald Koeman har udeladt flere spillere fra truppen til den første testkamp. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix

Vidal og Suárez er ikke de eneste, der er blevet udeladt af Koeman til lørdagens testkamp.

Rafinha, Wague og Matheus Fernandes er heller ikke med, og det er et vink med en vognstang til dem og til andre klubber om, at de næppe bliver en del af Koemans planer i FC Barcelona.

Derfor er det også desto mere glædeligt for Martin Braithwaite, at han er udtaget til testkampen mod Gimnàstic de Tarragona, der spilles på Estadi Johan Cruyff i Barcelona.

Ronald Koeman har udtaget 25 spillere og har på forhånd annonceret, at han stiller med to forskellige hold i de to halvlege.

Se også: Dansker røg ud efter tre minutter

Se også: Coronaramt spiller misser Superliga-comeback

Se også: Den iranske bryder Navid Afkari henrettet

28 kommentarer
Vis kommentarer