Kan du genkende ham? Fodboldstjerne er forandret

Den tidligere Real Madrid-spiller Royston Drenthe har skruet op for indtaget af fødevarer og ned for niveauet i fodboldkarrieren

Royston Drenthe sigter mod nye mål. Foto: Soccrates Images/Getty Images
Royston Drenthe sigter mod nye mål. Foto: Soccrates Images/Getty Images

Det tidligere hollandske vidunderbarn Royston Drenthe, der for nyligt skrev kontrakt med den spanske fjerde divisionsklub Racing Murcia, er blevet en markant skikkelse.

Den hollandske kantspiller har levet godt af buffeten og lagt sig gevaldigt ud, hvilket ses på det seneste billede, han har postet på Instagram.

Den 33-årige spiller, der tidligere har spillet for Feyenoord, Real Madrid og Everton, vil med kontrakten i den lille spanske klub forsøge at blæse nyt liv i sin fodboldkarriere.

Og det starter med at smide mindst et par kilo.

- Jeg fylder mig altid med for meget mad i julen, så nu skal jeg gå på diæt og tabe tre kilo, siger han ifølge Cadena Ser.

Det fortalte han også i et interview med Radio Marca, hvor han forklarede, at han altid har spist meget - og at det var, fordi hans tanter lavede god mad.

Her fortalte han også, at han har syv børn med fire forskellige kvinder, og at han ikke var kommet til Racing Murcia for at dandere den.

- Jeg vil vise, at jeg ikke er her for sjov. Jeg vil gerne vise folk, hvad jeg er i stand til i slutningen af denne sæson og se, hvad min krop kan klare.

Syv børn med fire kvinder: Nu er han single

Superliga-klub skriver kontrakt med sportsdirektørens søn