Real Madrids fans har måttet kigge meget langt efter Gareth Bale de seneste fem uger.
Anderledes heldige er de i Wales.
Bale vendte retur til Madrid med en skade efter Wales' sidste landskamp mod Kroatien i oktober, og siden da har han ikke medvirket i en eneste af Real Madrids kampe. Hverken de fem i La Liga eller de to i Champions League. Ligesom han ifølge det spanske medie Marca heller ikke har deltaget i træningen med resten af Real Madrid-truppen.
Men da de walisiske landsholdsspillere mandag var samlet, var der ingen problemer at spore hos Bale, der blev hentet som verdens dyreste spiller i Tottenham i 2013.
Artiklen fortsætter under billedet ...
At Bale tilsyneladende er i fin form kan virke besynderligt med tanke på, at han ikke har bidraget i Real Madrid de seneste fem uger, men Real Madrids træner, Zinedine Zidane, afslørede faktisk allerede lørdag, at han ikke er skadet.
På sin egen kryptiske facon.
- Det er ikke, fordi de er skadede. De er ikke til rådighed, lød det fra Zidane om Gareth Bale og James Rodríguez.
- De tager af sted med deres landshold de næste fem eller seks dage. Så må vi se, om de er klar til at spille med deres landshold, lød det småbittert fra franskmanden uden yderligere forklaring om, hvad det vil sige, at de hverken er skadede eller til rådighed.
Gareth Bale blev ramt af en skade i læggen i Wales' seneste landskamp mod Kroatien, hvor han tydeligt mærket humpede rundt i de sidste ti minutter, fordi Wales ikke havde flere udskiftninger.
Derfor har det været naturligt at tro, at det var den pågældende skade, der holdt Bale fra banen. Det er åbenbart ikke tilfældet. Og mon ikke Zinedine Zidane holder et vågent øje med, om Bale spiller mod Aserbajdsjan og Ungarn lørdag og tirsdag.
Wales er pisket til sejr i begge kampe, hvis de vil have en chance for at kvalificere sig til EM. Selv med seks point kan de dog ikke selv afgøre deres skæbne.
Se også: Bale slår til igen: Iskold overfor holdkammeraterne
Se også: Mystik om Real-stjerne: - Det er privat
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.