Klubber står i kø: Krohn-Dehli kan vælge og vrage

Interessen for Michael Krohn-Dehli eskalerer i Spanien efter ny pragtkamp for Celta

Michael Krohn-Dehli har været et stort aktiv for Celta Vigo. (Foto: All Over)
Michael Krohn-Dehli har været et stort aktiv for Celta Vigo. (Foto: All Over)

Der er disket op med en buffet af lækkerier for Michael Krohn-Dehli, når han inden for få måneder skal træffe en beslutning om fremtiden.

Buffeten består af adskillige større europæiske klubber, som står klar med en kontrakt i hånden til Krohn-Dehli, der har kontraktudløb med spanske Celta de Vigo i juni.

Søndag spillede den danske troldmand, som han kaldes i spanske medier, atter en pragtkamp i den fornemme 2-0-sejr over Atlético Madrid. Vel at mærke det Atlético-hold, der runden forinden havde rundbarberet Real Madrid med 4-0. Men Krohn-Dehli og holdkammeraten Nolito var i særklasse mod de tamme bolsjestribede spillere fra hovedstaden.

Se også: Celta slår Atletico efter Krohn-Dehli-assist

Efter den seneste pragtkamp er interessen for Krohn-Dehli eskaleret. Spanske agentkilder fortæller, at Krohn-Dehli trods 32 år til sommer er blandt de hotteste transferfri spillere i La Liga. Han har spillet en sublim sæson og været konstant i sit niveau, hvilket nu har gjort, at selv flere af de største klubber i Spanien er begyndt at rykke på sig.

Mange klubber i spil
Interessen fra Villarreal og Sevilla har længe været kendt, men Valencia og Malagá skulle nu også være inde i billedet for Michael Krohn-Dehli. Desuden skulle der ifølge Ekstra Bladets oplysninger også være henvendelser fra mindst to større Serie A-klubber samt tre Premier League-klubber. Tidligere har Newcastle været nævnt som en mulig bejler til Krohn-Dehli.

Både FCK og Brøndby har tidligere på sæsonen forhørt sig hos Michael Krohn-Dehli om muligheden for en retur til Superligaen. Men det skal være af helt private årsager, hvis landsholdsprofilen vælger at drage hjem med så mange spændende europæiske bejlere.

 

Se også: Denne skønhed er Neymars nye flamme

Imens nærmest bønfalder Celta-fans klubbens ledelse om at rykke op i den helt store pengepung og forlænge med Michael Krohn-Dehli.

- For guds skyld, han må ikke gå, skriver en Twitter-bruger direkte til Celtas officielle Twitter-profil.

- Forlængelse med Krohn-Dehli skal 100 procent være prioriteten, skriver en anden Twitter-bruger til Celta.

Hård konkurrence
Celta-træner Eduardo Berizzo oplyser til spanske Radio Marca, at klubben stadig forsøger at finde en løsning, så de kan holde på den eftertragtede lille danske offensiv-spiller. Men han er ikke optimistisk.

- Han har fået rigtig mange andre muligheder, og der er hård konkurrence om det. Jeg har talt med ham, og han er vild med at være i klubben, men det er selvfølgelig svært for ham at sige, hvad der skal ske, sagde Berizzo til den spanske sportsradio.

- Han nyder at spille fodbold lige nu, og der ligger hans fokus. Vi er selvfølgelig meget tilfredse med det, som han leverer sammen med resten af holdet, forklarede Celta-træneren.

Se også: Premier League-klubber jagter Krohn-Dehli

Celta ligger placeret midt i tabellen, men for mange point efter toppen, der kæmper om europæiske billetter til næste sæson. Det vurderes også, at Krohn-Dehli gerne vil prøve et endnu højere niveau end Celta, hvor han stadig har et par gode år tilbage, så længe kroppen ikke er alt for mærket af alderen.

Landstræner Morten Olsen har også flere gange fremhævet Michael Krohn-Dehli som en af de vigtigste spillere på det danske landshold på grund af Dehlis høje spil-intelligens.

Selv har profilen selv forholdt sig tavs omkring alle spekulationerne om fremtiden. Han har tidligere haft Søren Lerby som agent, men har ifølge Ekstra Bladets oplysninger fået en ny hollandsk agent med især gode kontakter på det spanske marked.

Se også: Skatteregel kan sende Krohn-Dehli på klubjagt

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere