Købt for vanvidssum af Barcelona: Nu lyver han sig syg og spiller computer

FC Barcelona frygter, at Ousmane Dembélé er afhængig af computerspil. For små to uger siden spillede han ifølge en spansk sportsavis til langt ud på natten og løj sig syg, da han missede træningen dagen efter

Ousman Dembélé løj sig ifølge spansk sportsavis syg, da han missede træning. Den reelle årsag var, at han havde spillet computer hele natten og ikke kom op i tide. Foto: Manu Fernandez/AP
Ousman Dembélé løj sig ifølge spansk sportsavis syg, da han missede træning. Den reelle årsag var, at han havde spillet computer hele natten og ikke kom op i tide. Foto: Manu Fernandez/AP

Mange skoleelever har formentlig prøvet det. At spille computer til langt ud på natten og have problemer med at komme op dagen efter.

I fodboldverdenen sker det også. I hvert fald i Barcelona, hvor Ousmane Dembélés opførsel bekymrer den catalanske storklub.

Den 21-årige franskmand, som kostede FC Barcelona i omegnen af 850 mio. kr., er udover sin ekstreme fart berygtet for ikke helt at have styr på tiden, og tidligere på måneden gik det ifølge sportsavisen AS helt galt for ham.

8. november dukkede Dembélé ikke op til torsdagens formiddagstræning i Barcelona, og det skyldtes ifølge AS, at han havde spillet computerspil med nogle venner til langt ud på natten.

Tiden løb fra dem, og da Dembélé endelig gik i seng, glemte han at sætte vækkeuret.

Klokken 11:30 næste formiddag lykkedes det endelig klubben at få fat i ham (Dembélé hævdede, at batteriet på hans telefon var løbet tør for strøm).

Der havde træningen allerede været i gang i en halv time, og Dembélé indså straks, at han var i problemer.

Ifølge AS fortalte Dembélé, at han havde problemer med maven. Det fik FC Barcelona til at sende en klublæge til offensivspillerens hjem, og han kunne konstatere, at Dembélé var helt over sine sygdomsproblemer…

Det fik klubben til at undersøge sagen nærmere, og den mener ifølge AS, at den egentlige årsag til franskmandens fravær var, at der gik computerspil i den.

Lynhurtige Dembélé har ikke helt styr på tiden, og det har givet ham problemer. Foto: Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix
Lynhurtige Dembélé har ikke helt styr på tiden, og det har givet ham problemer. Foto: Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix

I Dembélés tid i FC Barcelona har der været flere uheldige episoder. Ofte har det bare været mindre ting, hvor han ikke helt har haft styr på tiden, men ifølge AS er både trænere og holdkammerater blevet mere og mere irriterede på franskmanden.

FC Barcelona mener, at han har computerspil-afhængighed, og at det har en negativ effekt på hans præstationer.

Barcelona havde tidligere på måneden et møde med Dembélés agent, Moussa Sissoko, og parterne kom frem til, at spilleren havde brug for mere hjælp til at få styr på sin dagligdag.

Ousmane Dembélé bor alene i Barcelona, men er ofte omgivet af venner, der ligesom ham er glade for computerspil.

Set med de positive briller betyder det i det mindste, at han ikke bruger tiden i Barcelonas muntre natteliv.

Men det er en ringe trøst for Barça, der indtil videre ikke har fået meget ud af Dembélé.

I denne sæson er det blot blevet til fire scoringer i La Liga, og i seneste ligakamp mod Betis var han end ikke i truppen.

Træner Ernesto Valverde er træt af Dembélés mangel på disciplin og droppede ham efter den missede træning.

- Jeg har ikke mistet tålmodigheden med ham, men alle kan tolke dette, som de ønsker. Dette er et hold. Nogle gange er folk i truppen, andre gange er de ikke.

- Jeg ser på, hvad der er bedst for holdet. Ousmane har startet kampe for nylig, men lige nu er han ikke i truppen.

- Det eneste, vi kan håbe på, er, at holdet får glæde af hans talent, og at klubben også gør det. For den har investeret meget i ham, sagde Ernesto Valverde.

Ousmane Dembélé var med i den franske VM-trup og fik spilletid, da de franske verdensmestre fredag tabte i Holland.

Se også: - Cavani og Neymar bliver et problem for PSG

Karlo Bartolec kan blive det næste stjerneskud, der flyver fra Superligaen. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Millionerne vælter ind: Han bliver klubbens næste kongesalg

- Jeg ramler sammen med deres målmand og er uheldig. Jeg ved ikke, hvad jeg som forsvarsspiller lavede helt fremme, siger Michael Schjønberg, der kort efter mesterskabet med Kaiserslautern i 1998 brækkede benet og glippede et muligt skifte til Real Madrid. Foto: Erik Kragh Sport og Spil Real Madrid ville have ham – og så brækkede han benet

58 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere