Krigen optrappet: Bale tager en morfar midt under kamp

Waliseren brød ud i stort grin møntet på Zidane – og lagde sig så til at sove

Gareth Bale tager plads på bænken før kampen mod Alaves. Der blev han siddende - og liggende... Foto: Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix
Gareth Bale tager plads på bænken før kampen mod Alaves. Der blev han siddende - og liggende... Foto: Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix

Gareth Bale er netop nu længere fra spilletid end nogensinde i Real Madrid – og det siger  ikke så lidt. Fredag aften blev der heller ikke kaldt på waliseren, da Zinedine Zidane sendte sin femte indskifter på banen mod Alaves, og reaktionen fra stjernen var mildest talt demonstrativ:

Gareth Bale brød ud i et grin og monterede derefter sit åndedrætsværn som en sovemaske og lod som om, han tog sig en ordentlig koger, som var han ombord på et langdistance-fly – i tankerne langt væk fra Madrid formentlig…

Forholdet til Zinedine Zidane er iskoldt og ifølge walesonline, der pudsigt nok holder med waliseren, er relationen mellem cheftræner og superstjerne ikke til at reparere, om der så bliver hidkaldt en hær af krisepsykologer og mæglere.

Gareth Bale har ikke rørt græsset siden 24. juni, og han har blot spillet 100 minutter af 720 mulige, siden ligaen blev genoptaget oven på coronalukningen.

Gareth Bale, 30, har stadig to år tilbage af kontrakten i Real Madrid. Ifølge ESPN har krisen mellem spiller og træner helt personlige årsager og skulle ifølge tv-stationen have udspring i Champions League-finalen for to år siden, hvor Zidane vragede Bale til start-elleveren – hvorefter waliseren blev skiftet ind, spillede et brag af en kamp og scorede to mål, da Real sænkede Liverpool.

Zidane og Bale i en form for dialog under kampen mod Mallorca 24. juni. Siden har waliseren ikke set banen i kamp for Real Madrid. Foto: Susana Vera/Reuters/Ritzau Scanpix
Zidane og Bale i en form for dialog under kampen mod Mallorca 24. juni. Siden har waliseren ikke set banen i kamp for Real Madrid. Foto: Susana Vera/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Derefter forlod Zidane klubben – men blot for at blive kaldt tilbage i marts sidste år. Siden er forholdet mellem de to blot blevet endnu værre. Ifølge ESPN er forholdet mellem Bale og præsident Florentino Perez også anspændt, fordi waliseren har kastet sig ud i en krig, han ikke kan vinde.

Real Madrid – med eller uden Gareth Bale – kan formentlig snart fejre det første mesterskab siden 2017. Spørgsmålet er så, om han oplever det i vågen tilstand eller sover fra det hele…

I Marca skriver Rubén Jiménez:

- Det er indlysende, at Bale ikke kan genoplives i Real Madrid. Hvis han stadig har noget fodbold tilbage i sine støvler, er det op til ham at beslutte sig. Hans agent bliver ved med at gentage, at Bale vil fuldføre sin kontrakt, der løber til 2022. Har han tænkt sig at sidde og grine de næste to år på tilskuerrækkerne?

45 kommentarer
Vis kommentarer