Det er sjældent, at Michael Laudrup giver interviews.
I løbet af den seneste uges tid har fodboldlegenden dog givet to større interviews i henholdsvis spanske Marca og britiske Daily Mail.
I sidstnævnte avis fortæller Michael Laudrup om tiden i FC Barcelona, hvor han spillede sammen med blandt andre Pep Guardiola under den legendariske hollandske træner Johan Cruyff.
Og selvom Pep Guardiola var en gudsbenådet fodboldspiller, var der særligt én ting, som Johan Cruyff var utilfreds med, afslører Michael Laudrup i interviewet.
- Jeg kan huske, at Cruyff råbte under øvelserne, fordi Pep er højrebenet. Han kan spille med sit venstreben, men lad os være ærlige. Det er ikke fantastisk.
- Vi spillede altid en masse med to berøringer. Tæm bolden med venstre, spil den videre med højre. Intet problem. Og så omvendt, siger Michael Laudrup.
Men lige så simpelt som Laudrup udlægger teksten, lige så svært havde Guardiola det med træningsøvelsen.
- I starten tæmmede han bolden med højre. Men efterfølgende åbnede han kroppen, drejede sig og spillede den med højre. Cruyff var rasende og råbte: 'Pep! Begge ben!', siger Michael Laudrup, der beder Daily Mail-journalisten om at hilse Pep Guardiola, når han skal interviewe ham igen.
- Sig hej fra Michael ... sig til ham, han skal spille med begge ben! lyder det drillende fra Michael Laudrup.
Michael Laudrup spillede for FC Barcelona i fra 1989 til 1994, inden han lavede det forbudte skifte til Real Madrid.