Laudrup spøger atter i Madrid: Men her er favoritterne

Santiago Solari og Antonio Conte er ifølge spanske sportsaviser i førerfeltet til at overtage trænersædet efter Julen Lopetegui i Real Madrid, men Michael Laudrups navn skulle også figurere på kandidatlisten

Som så mange gange før bliver Michael Laudrup nævnt i forbindelse med trænerjobber i Real Madrid. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Som så mange gange før bliver Michael Laudrup nævnt i forbindelse med trænerjobber i Real Madrid. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Julen Lopetegui er dead man walking på Estadio Bernabéu.

Det er ikke længere et spørgsmål, om han bliver fyret i Real Madrid. Spørgsmålet er, hvornår det sker. Den spanske storklub er i kæmpe krise og tabte senest lørdag 1-2 på hjemmebane til Levante.

Det var tredje nederlag på stribe og udløste nærmest undtagelsestilstand i den spanske hovedstad.

Julen Lopetegui sidder stadig i trænersædet, men i de to store sportsaviser Marca og AS bliver der spekuleret i, hvem der skal overtage, når den tidligere spanske landstræner får sparket i Real Madrid.

Og som så mange gange før er navnet Michael Laudrup dukket op i forbindelse med trænerjobbet hos Champions League-vinderne.

Både Marca og AS, der begge er kendt for deres gode kilder i Real Madrid, skriver, at Laudrup er på listen over mulige Lopetegui-afløsere, men hans navn er ikke blandt de allerøverste.

Ifølge Marca er den nuværende reserveholdstræner Santiago Solari bedste bud på en afløser for Lopetegui.

Argentineren har ligesom Laudrup en fortid som spiller i Real Madrid og bliver af Marca anset for det mest logiske valg på grund af sit store kendskab til klubben, hvor han de seneste år har været træner.

Santiago Solari (yderst tv.) var holdkammerat med Thomas Gravesen i Real Madrid. Foto: Jasper Juinen/AP
Santiago Solari (yderst tv.) var holdkammerat med Thomas Gravesen i Real Madrid. Foto: Jasper Juinen/AP

Marca nævner udover Solari og Laudrup italienske Antonio Conte, franske Laurent Blanc og den belgiske landstræner Roberto Martínez.

Solari skulle dog være favoritten, og falder valget på ham, ville det følge linjen fra 2016, da Zinedine Zidane blev forfremmet fra Real Madrid Castilla (reserveholdet, red.) og overtog fra fyrede Rafael Benítez.

Marca skriver, at Solari i givet fald i første omgang ville få resten af sæsonen som Real Madrid-træner, og så ville resultaterne afgøre, om han ville få lov at fortsætte efter sommerferien.

AS har Antonio Conte som favorit og skriver, at klubben efter lørdagens pinlige nederlag til Levante var i kontakt med italienerens agent, Federico Pastorello.

Ifølge AS brugte Real Madrid-ledelsen hele weekenden på at diskutere Lopetegui, men besluttede sig for at holde fast i baskeren frem til El Clásico mod FC Barcelona på lørdag – medmindre en ny katastrofe indtræffer tirsdag mod Viktoria Plzen i Champions League.

Italienske Antonio Conte var senest i Chelsea. Foto: Rui Vieira/AP
Italienske Antonio Conte var senest i Chelsea. Foto: Rui Vieira/AP

Conte var også på tale til Real Madrid-jobber i sommer, og for italieneren taler, at præsident Florentino Pérez ønsker en jernnæve til at få styr på omklædningsrummet.

AS nævner også Michael Laudrup, Roberto Martínez og Santiago Solari.

i sidste uge fortalte tv-stationen Telemadrid, at Michael Laudrup skulle have tilbudt sig til Real Madrid og været i kontakt med klubledelsen. Det afviste Laudrup dog prompte i en mail til Ritzau:

- Jeg har ikke tilbudt mig til nogen klub. Ikke nu. Ikke nogensinde. Det ville jeg aldrig gøre over for en kollega. I øvrigt skal jeg nok selv fortælle, såfremt jeg beslutter at træne igen.

Michael Laudrup har senest trænet Al Rayyan i Qatar. Der stoppede han i maj og meddelte, at han ville tage en pause fra trænerjobbet. Han er aktuelt ansat som ekspertkommentator på TV3 Sport.

Se også: Desperate Real i målkrise: Nu jagter de Zlatan!

Se også: Efter skandaløse scener: Chelsea-træner risikerer konsekvenser

Se også: Dansk fodbold-boss bekræfter grønt lys: Sådan bliver ny UEFA-turnering

27 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere