Legenden græmmer sig: Alt går galt på fem minutter

Tid til selvransagelse i bundklubbens forsvar efter eklatante fejl med fem minutters mellemrum i fredagens ligakamp

Tony Adams tiltrådte 10. april i Granada. Siden er det blevet til syv nederlag i syv kampe. (Foto: AP)
Tony Adams tiltrådte 10. april i Granada. Siden er det blevet til syv nederlag i syv kampe. (Foto: AP)

Det er efterhånden nogle uger siden, det stod klart, at Granadas fodboldmandskab skal tilbringe næste sæson i Spaniens næstbedste række.

En pauver sæson har resulteret i sidstepladsen i Primera División - blandt andet takket være elendigt forsvarsspil til tider.

Det blev i den grad understreget fredag aften, da mandskabet, der for nylig har fået engelske Tony Adams som cheftræner, tog imod Espanyol.

I løbet af de første syv minutter af kampen viste Granada, hvordan man ikke skal opføre sig i egne rækker. TO gange!

Og for træneren, der om nogen var definitionen på en klasse-forsvarsspiller op gennem 1990'erne for Arsenal og det engelske landshold, må det virkelig være noget, der får ham til at smøge ærmerne op frem mod næste sæson.

Der må stadig have været folk, der har stået og kloget sig nede i tapas-baren under tribunen, da det gik galt første gang. To et halvt minut var der spillet.

Espanyol dirigerede bolden frem i venstre side, et fladt indlæg blev slået, og bolden endte hos Leo Baptistao, der med indersiden stødte kuglen i mål fra tæt hold.

Men det var David Lomban, Granadas midterforsvarer, der tog opmærksomheden for den måde, han fumlede bolden videre hen til Baptistao på.

Katastrofalt for en professionel
Til at leve med, hvis man er ny mand i Stubbekøbings miniput-forsvar. Langt mere katastrofalt når man er professionel fodboldspiller på højeste niveau i en af verdens bedste ligaer.

Fem minutter senere var den gal igen. Vi antager, at de godt 10.000 mennesker på Estadio Nuevo Los Cármenes efterhånden havde fundet deres plads. Det samme kan ikke siges om Granada-defensiven.

Denne gang var det en lang bold i højre side, der flåede den bageste række i stumper og stykker.

Igen var Baptistao på spil. Han snød offsidefælden, drev ind i feltet og fandt med en flad pasning Ruben Vezo på midten, så denne let kunne sende bolden i mål.

Desværre for Ruben Vezo er han forsvarsspiller for Granada, hvilket forklarer hans manglende jubel over selvmålet.

Til sydspaniernes ros skal det siges, at de herefter formåede at lukke af. I den resterende del af kampen lykkedes det ikke gæsterne at overrumple dem yderligere. Og Andreas Pereiras reducering efter 22 minutter bragte sågar fornyet spænding ind i opgøret.

Mere blev det dog ikke til, og Espanyol rendte med alle tre point og en fuldstændig ligegyldig placering som nummer otte.

Og Granada og Adams? De har nu tabt de syv kampe, de har optrådt i sammen, siden englænderne trådte til i april. Spørgsmålet er, hvor længe han bliver hængende.

Statistikken taler imod José Mournhos påstande om et særligt hårdt program for portugiserens Manchester United. Foto: All Over Press Sport og Spil Mølby: Tør øjnene, Mourinho

1 af 2 
2 af 2 Tony Adams tiltrådte 10. april i Granada. Siden er det blevet til syv nederlag i syv kampe. (Foto: AP)
6 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere