Lionel Messi forlader FC Barcelona

Barcelona og Lionel Messi ønskede at forlænge samarbejdet, men grundet økonomi skilles parterne efter 20 år

Efter 20 år i Barcelona-trøjen er det slut.

Den argentinske troldmand Lionel Messi har spillet sin sidste kamp for den catalanske stolthed. Kontraktforlængelsen, alle ventede på, bliver ikke en realitet.

Chokket meddelte den spanske fodboldklub torsdag aften på sin hjemmeside.

FC Barcelona skriver, at man var enige om en aftale, og begge parter havde klar intention om at skulle underskrive en forlængelse på et møde torsdag. Alligevel var det ikke muligt at beholde den 34-årige argentiner, som seks gange er blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller.

Forklaringen i pressemeddelelsen er finansielle og strukturelle, som klubberne i La Liga i Spanien er underlagt.

- FC Barcelona udtrykker sin dybfølte taknemmelighed til spilleren for hans bidrag til klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden i sit private og professionelle liv, lyder det endvidere.

Den argentinske troldmand har været uden kontrakt siden 1. juli. Henover den seneste måned har spanske medier af flere omgange beskrevet fremgang i forhandlingerne inklusive accept af en stor lønnedgang fra superstjernen på op mod 50 procent.

Spanske sportsaviser kunne tidligere torsdag beskrive mødet mellem Lionel Messis far Jorge og Barcelona-præsidenten Joan Laporta, hvor forhandlingerne endeligt strandede.

Trods Messis villighed til at gå markant ned i løn, havde klubben ifølge catalanske Sport, når det kommer til stykket alligevel ikke pengene.

Barcelona har haft problemer med at reducere sit lønbudget til den kommende sæson for at kunne leve op til ligaens regler om finansielt fairplay. Den har forsøgt at få nøglespillere til at gå ned i løn, ligesom man har prøvet at komme af med løntunge spillere som Antoine Griezmann, Ousmane Dembele, Philippe Coutinho, Samuel Umtiti og Martin Braithwaite.

Uden held.

Fans foran Camp Nou efter annonceringen af Lionel Messis afsked. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Fans foran Camp Nou efter annonceringen af Lionel Messis afsked. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
 

Lønloftet i den spanske liga udregnes ud fra, hvor sund økonomien er i klubben, og her har coronapandemien gjort ondt på Barcelonas budget for 2021-22-sæsonen.

La Liga-klubberne står til at modtage en kapital-indsprøjtning på 20 milliarder kroner efter at have lukket en aftale med kapitalfonden CVC. Troen var, at de penge ville være nok til at redde en aftale hjem med Messi.

Men ifølge Sport tøvede Barcelona med at stole på, at pengene kommer og ville ikke indregne dem i sit lønbudget. Real Madrid skulle allerede have stillet sig på bagbenene over den aftale.

Fredag formiddag kl. 11 har Barcelona-præsident Joan Laporta indkaldt til pressemøde, hvor han vil forklare omstændighederne omkring bruddet med en af klubbens største spillere nogensinde.

Lionel Messi kom til Barcelonas akademi som ung teenager og fik debut på førsteholdet i 2004. Han har blandt andet været med til at vinde ti spanske mesterskaber og fire Champions League-titler med klubben.