Barcelona sneg sig onsdag aften videre til finalen i den spanske Super Cup, men selvom Martin Braithwaite igen fik chancen fra start, måtte danskeren for femte kamp i træk gå fra banen uden at komme på måltavlen.
Braithwaite har godt nok kun fået 40 minutter på banen i de to seneste kampe i La Liga mod Granada og Athletic, men heller ikke i de to foregående kampe mod Huesca og Eibar lykkedes det en startende Braithwaite at få scoret. Han har dermed ikke scoret siden 22. december, hvilket også bemærkes i de spanske medier dagen derpå.
- Danskeren kan ikke klandres i forhold til sin arbejdsindsats, men han ligner ikke svaret på Koemans behov for en naturlig angriber. Hans skarpe aflevering til Griezmann startede angrebet, der førte til Barcelonas mål, skriver AS.
Artiklen fortsætter under billedet..
Avisen SPORT stikker middelkarakteren 6/10 ud til Braithwaite.
- Danskeren ser aldrig ud til at sænke armene og endte med at være involveret i målet. Prøvede et par gange, men for lige på, lyder det om afslutningerne.
Braithwaite blev udskiftet med 12 minutter tilbage af den ordinære kamp, der sluttede 1-1, men Barcelona trak det længste strå i straffesparkskonkurrencen og er dermed klar til finalen i Super Cup'en.
Her venter vinderen af aftenens opgør mellem Real Madrid og Athletic.
Barcelona styrtbløder: Skræmmende gæld