Se Copa del Rey i Ekstra Bladet+ torsdag, hvor blandt andet Jens Jønssons Cádiz og Thomas Delaneys Sevilla spiller - se kampene her (+)
Andreas Christensen har i de seneste uger været sat i forbindelse med et skifte til FC Barcelona, når hans aftale med Chelsea udløber til sommer. Nu forlyder det, at den spanske storklub intensiverer indsatsen for at gøre sådan et skifte til en realitet.
Det skriver Mundo Deportivo, der dækker FC Barcelona tæt torsdag.
Ifølge avisen har Xavi Hernandez og kompagni 'accelereret' deres jagt på den danske landsholdsstjerne, fordi de gerne vil sikre sig den 25-årige stopper på en forhåndsaftale fra sommer af.
Andreas Christensen passer på flere ting, som FC Barcelona gerne vil have, lyder det desuden. Han er nemlig ung, men har erfaring fra store ligaer, og så er der ikke mindst det økonomiske aspekt, da han kan hentes på en fri transfer.
FC Barcelona vil ifølge avisen tilbyde en fireårig aftale med option på yderligere et år.
Såfremt 'AC' ender i den spanske by, vil han ikke være den eneste dansker. Også Martin Braithwaite er at finde i FC Barcelona.
Den 25-årige dansker har spillet 146 kampe for Chelsea, som han kom til fra Brøndby IF for godt ni og et halvt år siden. Undervejs har han også tilbragt to år som lejesvend hos Borussia Mönchengladbach.