Medie: Barcelona vil udløse Braithwaites frikøbsklausul

Martin Braithwaite står ifølge mediet Sport til at få tre og en halv sæson i FC Barcelona

Den tidligere Esbjerg-spiller kan være på vej til overraskende skifte til FC Barcelona. Foto: Juan Medina/Ritzau Scanpix
Den tidligere Esbjerg-spiller kan være på vej til overraskende skifte til FC Barcelona. Foto: Juan Medina/Ritzau Scanpix

Det store catalanske medie Sport erfarer, at FC Barcelona har besluttet at udløse Martin Braithwaites frikøbsklausul.

Den 28-årige danskers frikøbsklausul i den spanske ligaklub Leganés er på 18 millioner euro, svarende til 134,5 millioner kroner, skriver Sport.

Skiftet kan gå igennem allerede tirsdag eller onsdag, oplyser mediet.

Tirsdagens forside på Sport viser også tydeligt, at storklubben har taget sit valg om en ny angriber, og det er faldet på danskeren, ifølge mediet, som også skriver, at Martin Braithwaite får en kontrakt på resten af sæsonen og yderligere tre sæsoner indtil juni 2023.

'OK til Braithwaite', står der på tirsdagens forside af Sport.
'OK til Braithwaite', står der på tirsdagens forside af Sport.
 

Ud over Sport erfarer både B.T. og det catalanske medie Mundo Deportivo også, at Braithwaites agent har været i forhandlinger med FC Barcelonas ledelse mandag.

Sport skriver, at den tidligere Esbjerg- og Middlesbrough-spiller skal være et direkte ønske fra FC Barcelonas nye træner, Quique Setien.

Den danske landsholdsangriber er tæt på den spanske storklub, ifølge flere medier. Foto: Tariq Mikkel Khan
Den danske landsholdsangriber er tæt på den spanske storklub, ifølge flere medier. Foto: Tariq Mikkel Khan

FC Barcelona fik mandag grønt lys af den spanske La Liga til at erstatte langtidsskadede Ousmane Dembélé, på trods af at transfervinduet er lukket. Det tillader en særlig spansk regel.

Martin Braithwaite har spillet i Leganés i den bedste spanske række siden januar 2019. Her er det blevet til 13 mål og otte assister i 48 kampe for klubben.

I denne sæson har danskeren scoret seks gange, herunder mod både FC Barcelona og Real Madrid.

Martin Braithwaite har spillet 39 kampe for det danske landshold og scoret syv gange.

Danskerens agent, Hasan Cetinkaya, var medvirkende til Frenkie de Jongs skifte fra Ajax Amsterdam til FC Barcelona i sommer.

Ekstra Bladet var hjemme hos Martin Braithwaite sidste år. Du kan se, hvordan han bor lige HER.

Journalist: Nu er Braithwaites agent i Barcelona

David Nielsen helt i løn-toppen: Så meget tjener han

Særligt indblik: Han burde være smidt ud

FCM-træner var tæt på Manchester City