Medier: Gigantbud på stjernen

Flere medier skriver, at Real Madrid har lagt et stort bud på Kylian Mbappé

Kylian Mbappe er eftertragtet i Real Madrid. Foto: Ritzau Scanpix
Kylian Mbappe er eftertragtet i Real Madrid. Foto: Ritzau Scanpix

Real Madrid har længe været ude efter Kylian Mbappé, og nu forlyder det, at madrilenerne prøver at hente den franske superstjerne denne sommer.

Ifølge adskillige medier, heriblandt Telefoot1 og El Chiringuito, samt transferjournalisten Fabrizio Romano har Real Madrid således lagt et bud på hele 160 millioner euro på PSG-stjernen.

Det svarer til godt og vel 1,2 milliarder kroner.

Telefoot1 skriver, at buddet i første omgang er blevet afvist, men at PSG forventer at modtage endnu et bud. Andre medier melder, at den franske storklub endnu ikke har svaret på buddet.

Kylian Mbappé har kontraktudløb i PSG allerede næste sommer, og hidtil har han takket nej til tilbud om en forlængelse. Dermed skal de altså sælge i dette eller i januars transfervindue, hvis ikke de vil miste ham gratis.

I næste uge lukker transfervinduet dog, så parterne kan få travlt, hvis de skal blive enige om en transfer denne sommer. 

Den 22-årige franskmand har spillet fire sæsoner i PSG med hele 133 kasser i 174 kampe til følge. 

Medier: Gigantbud på stjernen