Melder stjernen klar til finalen

Barcelona-veteranen Gerard Piqué kan spille finalen i Copa del Rey lørdag, afslører træner Ronald Koeman på pressemødet inden finalen

Ronald Koeman ved kun én ting tæller.

Lørdag kan meget vel være Barcelonas eneste skud i bøssen for at vinde et trofæ i denne sæson.

Catalonierne mistede i weekenden et vigtigt skridt i kampen om mesterskabet, da Real Madrid vandt det 246. El Clásico 2-1 og dermed sendte Barcelona ned på tredjepladsen i La Liga.

Tidligere på sæsonen sluttede Champions League-eventyret allerede i 1/8-finalerne, men lørdag venter der Ronald Koeman og co. finalen i Copa del Rey mod Athletic Club.

En chance, der ikke må forpasses i en langt fra optimal sæson. Derfor er det også vigtigt for hollænderen, at han kan melde Gerard Piqué helt fit for fight:

- Piqué kan spille i morgen. Han har fået flere træninger nu, så han er klar, sagde Ronald Koeman på fredagens pressemøde om den rutinerede midterforsvarer, der vendte tilbage fra skade til Real-kampen, hvor han sad på bænken i alle 90 minutter.

Gerard Piqué er nu så fit for fight, at han kan komme i kamp i Copa del Rey-finalen lørdag. Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix
Gerard Piqué er nu så fit for fight, at han kan komme i kamp i Copa del Rey-finalen lørdag. Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Mod Real Madrid så Barcelonas tremands-forsvar ikke for imponerende ud. Derfor kan det ikke udelukkes, at Piqué trods blot fem kampe i 2021 - den seneste for seks uger siden - kan starte på banen mod Athletic Club. Men så meget ville Koeman ikke afsløre.

- Vi har brug for, at alle spillerne er på 100 procent i morgen. Der er flere spillere med meget erfaring og mange finalesejre i bagagen. De må hjælpe vore unge spillere.

- Hvis man skal modnes, skal man vinde finaler, og man skal tabe dem - lige som det skete i Super Cup'en, sagde Ronald Koeman.

Ronald Koeman har brug for erfarne folk i Copa del Rey-finalen, afslørede han fredag. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix
Ronald Koeman har brug for erfarne folk i Copa del Rey-finalen, afslørede han fredag. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

I netop Super Cup'-finalen i januar var Athletic Club også modstanderen - og her trak baskerne det længste strå efter forlænget spilletid. I øvrigt på den samme bane, hvor de tørner sammen lørdag, Estadio de La Cartuja i Sevilla.

Så det er Barcelona, der har revanche til gode - og den er de opsatte på at få, påpeger målmand Marc-André ter Stegen.

- Det her er en mulighed for at vinde en titel. vi spillede her for et par måneder siden, og den kamp sidder stadig i baghovedet. Vi håber ikke på en gentagelse. 

- Dengang var vi bedst i de første 90 minutter, men så kom trætheden. Men denne gang har vi ikke 120 minutter i benene fra en semifinale. Vi er klar, siger den tyske keeper.

Husk, at Ekstra Bladet lørdag eksklusivt sender Copa del Rey-finalen mellem Barcelona og Athletic Bilbao. Kan Martin Braithwaite løfte sit første trofæ for storklubben? Se med her (PLUS+)

Spiller du Super Manager. Så kan du få et par gode tips lige her (PLUS+)