Menneskelig Messi? Så dårlig er stjernen på straffespark

Verdens måske bedste fodboldspiller brændte et straffespark i weekendens kamp i La Liga - og det er bestemt ikke første gang, det sker for den argentinske stjerne

Lionel Messi er en fremragende fodboldspiller - måske den bedste, fodboldverden nogensinde har set. Argentinerens kvaliteter er indiskutable, og foran mål er han frygtindgydende. Bare ikke, når han sparker 11 meter fra modstanderens mål.

For er der én ting, som Messi ikke mestrer til perfektion, så er det at sparke fra 11-meter-pletten.

I Barcelonas 4-1-sejr søndag aften hjemme mod Levante scorede den 27-årige stjerne to kasser. En af dem var på straffespark, men den argentinske landsholdsanfører brændte dog sit andet forsøg i kampen fra pletten, da han sparkede bolden langt over mål.

Og det var ikke bare en engangsforestilling fra Lionel Messi.

Barca-stjernen, der brillerer på så mange andre punkter, brænder faktisk ret ofte på straffespark. Både for klub og landshold.

Messi har taget 81 straffespark i sin professionelle karriere for Barcelona og Argentina, hvor straffesparkskonkurrence er inkluderet. Han har brændt 17 af dem - det vil sige 21 procent, og det er noget usædvanligt for en kvalitetsspiller som Messi, som har en ganske habil sparketeknik.

Argentineren har faktisk misset fire af sine 10 seneste forsøg fra pletten i den spanske liga, og sammen med Alvaro Negredo er han den spiller, der har brændt flest straffespark i de seneste 10 sæsoner.

Barca-stjernen har faktisk forsøgt at ændre på sin måde at skyde straffespark for at få mere succes.

Nogle år før sæsonen 2011/2012 begyndte Messi at bruge en teknik, hvor skytten venter på målmandens bevægelse, før han sparker.

Men efter argentineren brændte på Petr Cech i Champions League-semifinalen på Camp Nou i 2012, der ventede længe med at vælge side, vendte Messi tilbage til sin første taktik efterfølgende - at vælge en side og skyde i den, uanset hvordan keeperen bevæger sig.

Se alle Messis straffeafbrændere her
 

Det har dog ikke ændret succesraten for den lille dribler.

Messis missere fra 11-meter-pletten er da også et af de store samtaleemne i den spanske og katalanske sports-presse efter argentinerens endnu engang fejlede i weekenden - og træner Luis Enrique blev da også til tirsdagens pressemøde spurgt ind til stjernespillerens manglende succes på straffespark.

- Der er ikke et problem. Straffesparkene kommer Messi stadig til at tage for vores hold. Vi stoler blindt på ham, da vi mener, han er bedst, udtalte en lettere irriteret Enrique til pressekonferencen op til liga-kampen mod Celta Vigo.

Messi's største konkurrent til Ballon d'Or, Cristiano Ronaldo, er på den anden side mere sikker, når han sparker fra 11-meter-pletten.

Cristiano Ronaldo er mere sikker på straffespark end Lionel Messi. (Foto: AP)
Cristiano Ronaldo er mere sikker på straffespark end Lionel Messi. (Foto: AP)
 

I de seneste seks sæsoner har portugiseren taget 57 straffespark, hvor han har sparket 51 af dem ind bag målmanden - en succesrate på imponerende 89,6 procent.

Alt i alt har Ronaldo sparket 81 straffespark for klub og landshold i sin professionelle karriere, og den 30-årige superstjerne har kun brændt 11 spark. En af de målmænd, der har formået at redde et af Ronaldos forsøg fra 11-meter-pletten, er den svenske keeper Johan Wiland.

Den nuværende Malmö-målmand parerede Ronaldos noget arrogante forsøg i FCK's 0-2-nederlag til Real Madrid i Parken i CL-gruppespillet i 2013.

Gense tvekampen mellem Ronaldo og Wiland i videoen herunder:

9 kommentarer
Vis kommentarer