Messi i centrum: Straffe-kiks og to kasser

Den argentinske superstjerne scorede to gange, da FC Barcelona besejrede Alaves på udebane

Lionel Messi blev afgørende, da FC Barcelona lørdag aften vandt 2-0 over Alaves på udebane i Primera Division.

Den spanske storklubs store stjerne scorede ti minutter inde i anden halvleg målet til 1-0, der satte Barcelona i gang.

Scoringen var lidt heldig, eftersom Lionel Messis afslutning inde i straffesparksfeltet ramte en modstander og snød Alaves-målmand Fernando Pacheco.

Med scoringen fik Lionel Messi revancheret sig for et brændt straffespark cirka fem minutter før pausen.

Her placerede argentineren bolden yderligt, men Fernando Pacheco havde gættet, i hvilken side afslutningen ville komme, og han fik reddet forsøget.

FC Barcelona var fortsat uden skadede Luis Suarez, så Lionel Messi var eneste tilbage fra de seneste sæsoners offensive stjernetrio, hvor Neymar tidligere var den tredje ingrediens.

FC Barcelona måtte tidligere i sommer imidlertid lade brasilianeren rejse til Paris Saint-Germain, der indløste Neymars frikøbsklausul på 1,65 milliarder kroner.

Midtvejs i anden halvleg scorede Lionel Messi for anden gang, denne gang efter en kæmpe brøler af hjemmeholdets Alexis.

Alaves-spilleren forsøgte sig med en blød clearing, men ramte Barcelonas indskiftede Paco Alcácer i hovedet.

Bolden røg hen til Messi, der resolut huggede 2-0-scoringen ind.

Der blev ikke scoret yderligere, og FC Barcelona har seks point for to kampe i den spanske liga.

Så handler Barça! Smider 800 mio. kr. for 20-årig

Den danske jury: Derfor stemte jeg på Lionel Messi