Morata header Atlético til sejr i Barcelona-jagt

To hovedstødsmål af Alvaro Morata gav Atlético Madrid tre point på andenpladsen i Primera Division søndag

Morata blev dagens helt, med to mål på tre minutter. Foto: Ritzau Scanpix
Morata blev dagens helt, med to mål på tre minutter. Foto: Ritzau Scanpix

Atlético Madrid kunne kun bruge en sejr søndag i bestræbelsen på at holde bare lidt snor i FC Barcelona.

Det lykkedes da også for hovedstadsklubben ude mod Real Sociedad i Primera Division.

Takket være to hovedstødsmål af Alvaro Morata inden for få minutter i første halvleg vandt Atlético opgøret 2-0 og nåede dermed op på 53 point på andenpladsen.

Det er fem point mere end Real Madrid, der lørdag tabte El Clasico-opgøret hjemme til Barcelona med 0-1.

Atlético har med sejren dog stadig syv point op til Barcelona på førstepladsen.

Der var spillet en halv time i San Sebastian, da Morata slog til første gang.

Lejesvenden fra Chelsea satte hovedet på lige foran mål og scorede dermed til 1-0.

Det var Moratas anden ligascoring efter skiftet i januar til Atlético, men der gik blot få minutter, før den spanske angriber slog til igen med et hovedstød.

Atlético fik frispark, og Koke sendte bolden ind i feltet, hvor Alvaro Morata køligt headede bolden i jorden, hvorefter den strøg i mål til 2-0.

Efter en times spil modtog Koke sit andet gule kort, og gæsterne kørte derfra sejren i land med ti mand.

Mathias Jensen startede inde for Celta Vigo og blev udskiftet i anden halvleg, mens Andrew Hjulsager fik de to sidste minutter på banen for klubben, da Celta ude tabte 0-1 til Eibar.

Daniel Wass spillede hele kampen for Valencia, der i søndagens sene kamp hjemme vandt 2-0 over Athletic Bilbao.

Dermed holdt Valencia sig inde i kampen om billetterne til de europæiske turneringer i næste sæson.

Valencia har på syvendepladsen 36 point, og klubben har seks point op til Getafe på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League.

Umiddelbart foran Valencia ligger Sevilla på sjettepladsen med et point mere, mens Alaves på femtepladsen har 40 point.

Se også: Brøndby banket i Odense: Nu er de under stort pres
Se også: Liverpool jokker i spinaten igen
Se også: Chelsea vinder London-opgør og holder snor i toppen

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere