Opsigtsvækkende Real Madrid-plan

Real Madrid overvejer at spille resten af denne sæsons hjemmekampe på det lille Estadio Alfredo di Stéfano-stadion på klubbens anlæg

Real Madrid-spillerne skifter muligvis den normale hjemmebane ud. Foto: Juan Medina/Ritzau Scanpix
Real Madrid-spillerne skifter muligvis den normale hjemmebane ud. Foto: Juan Medina/Ritzau Scanpix

Real Madrid kommer muligvis til at spille resten af denne sæsons hjemmekampe på klubbens træningsanlæg.

Lige nu ligger La Liga naturligvis stille som følge af coronavirussens hærgen, men når der på et tidspunkt bliver åbnet for fodbolden igen, vil den spanske storklub formentlig gennemføre hjemmekampene på sit træningsanlæg i i Valdebebas uden for den spanske hovedstad.

Det skriver ESPN. Det store sportssite baserer historien på unavngivne klubkilder.

Ifølge ESPN har Real Madrid de seneste uger taget bestik af situationen, og ledende skikkelser i klubben skal være for idéen, da der alligevel ikke må lukkes tilskuere ind til sæsonens resterende kampe.

Normalt spiller Real Madrid sine kampe på Santiago Bernabéu, men klubkilder fortæller til ESPN, at en flytning til træningskomplekset kraftigt overvejes at både praktiske og sikkerhedsmæssige hensyn.

Bernabéu er for tiden under renovering. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Bernabéu er for tiden under renovering. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Det helt afgørende punkt i den forbindelse er den igangværende renovering af Bernabéu.

Tidligere på måneden måtte arbejdet afbrydes i nogle uger på grund af den alvorlige coronasituation i Spanien, men klubben mener, at en renovering kan gå endnu stærkere, hvis holdet ikke benytter sig af stadionet resten af sæsonen.

I stedet er planen altså, at de seks sidste kampe skal spilles på Estadio Alfredo di Stéfano på træningsanlægget.

Det er normalt hjemmebane for klubbens B-hold, Castilla, og har plads til 6000 tilskuere, så det lugter trods alt lidt af fodboldstadion.

Spillerne er ikke mod idéen, da de på den måde også undgår at skulle spille på et tomt Bernabéu.

Det er endnu uvist, hvornår La Liga kan genoptages. Real Madrid ligger på andenpladsen - to point efter FC Barcelona.

Kæmpe støtte: Masser af solgte sæsonkort i Brøndby

UEFA-boss før skæbemøde: TV-fodbold kan skabe glæde

Livsvigtig håndsrækning: Nærmer sig en million