Længe så det ud til, at Real Madrid skulle miste dyrebare point i den spanske topstrid, men på et mål scoret, netop som dommerens tillægstid var begyndt, sejrede holdet 3-2 ude over bundholdet Sporting Gijón.
Det betyder, at førerholdet, Real Madrid, har seks point ned til FC Barcelona, hvor begge mangler at spille syv kampe.
Senere lørdag aften kan Barcelona reducere afstanden til tre point i tilfælde af hjemmesejr mod Real Sociedad.
Det er et krav, hvis spændingen skal være helt intakt, når Real Madrid og Barcelona tørner sammen næste søndag.
Lørdag havde Real Madrid sparet en række stamspillere, fordi lørdagens opgør lå lige imellem de to vitale Champions League-kvartfinaler mod Bayern München, hvoraf Real vandt 2-1 i den første på udebane.
Blandt andre Cristiano Ronaldo var ikke at finde i storfavorittens trup. Heller ikke Gareth Bale eller Karim Benzema var med.
Det gav hjemmeholdet, der ligger tredjesidst, blod på tanden i jagten på en overraskelse.
Efter 14 minutter kom den et stykke nærmere, da Duje Cop bragte Sporting Gijón på 1-0.
Føringen holdt dog blot i tre minutter, inden Isco udlignede på et fremragende mål.
Fem minutter efter pausen kom Gijon på ny foran, denne gang ved Mikel Vesga, men lige inden de 60 minutter blev rundet, udlignede Alvaro Morata til 2-2.
Det lignede en remis, indtil Isco fra en position uden for straffesparksfeltet tog et par træk og hamrede sejrsmålet ind ved den ene stolpe.
TV: Se målene fra Real Madrids sejr over Bayern München