Popstjerne-forhold fik enorme konsekvenser

Gerrard Piqué oplevede store ændringer i sit forhold til Pep Guardiola, da han begyndte at date sangerinden Shakira. FC Barcelona-stjernen var tæt på at forlade klubben i 2012

Shakira stod bag VM-sangen i Sydafrika i 2010. Foto: Ritzau Scanpix
Shakira stod bag VM-sangen i Sydafrika i 2010. Foto: Ritzau Scanpix

Lige siden fødslen har der været tætte bånd mellem Gerrard Piqué og FC Barcelona.

Den 34-årige catalaner blev medlem af klubben, da han kom til verden, og som han voksede op, blev han senere en af de bærende kulturbærere på Camp Nou.

Foruden en afstikker til Manchester United og et kort lejeophold i Zaragoza har forsvarsgeneralen altid spillet for FC Barcelona, hvor det er blevet til 568 kampe.

Men det kunne være gået anderledes.

I 2012 var han på nippet til at forlade den spanske gigant. Piqué oplevede en svær periode på banen, hvor han sammen med holdkammeraterne oplevede krise i omklædningsrummet under Pep Guardiola, mens Real Madrid tog ligatitlen.

På den private front gik det dog glimrende, men kærlighedslivet havde ikke den ønskede effekt i professionelt regi. Forholdet til den colombianske superstjerne-sanger Shakira faldt sammen med sportslige udfordringer.

 

- Jeg begyndte at date Shakira, og forholdet med Pep Guardiola ændrede sig. Det førte til markante spændinger, siger Piqué ifølge Marca.

- Jeg oplevede et stort pres, og hvis der var et tidspunkt, hvor jeg overvejede at skifte væk, var det efter sæsonen 2011-12, siger forsvarsspilleren.

Han valgte dog at blive, og resten er historie.

FC Barcelona arbejdede sig tilbage til tronen af spansk fodbold allerede det følgende år, og siden er det blevet til flere ligatitler, ligesom Champions League-trofæet også kom i hus i 2015.

 

I dag er forholdet til Pep Guardiola også fint, hvorfor Gerrard Piqué på alle fronter må siges at have taget revanche for kvalerne for snart ti år siden.

Og Shakira er han stadig sammen med. Parret har tilmed to børn, hvorfor den spanske FC Barcelona-anfører må siges at have vundet i både spil og kærlighed...