Real Madrid-legende er død

Goyo Benito vandt seks mesterskaber i sine 13 sæsoner hos Kongeklubben

Goyo Benito i duel med Johan Cruyff i 1973. Foto: imago sportfotodienst via www.im/Ritzau Scanpix
Goyo Benito i duel med Johan Cruyff i 1973. Foto: imago sportfotodienst via www.im/Ritzau Scanpix

Real Madrid måtte torsdag sige farvel til et af klubbens store ikoner.

I en alder af 73 år måtte den tidligere forsvarsspiller Goyo Benito opgive sin årelange kamp mod sygdommen Alzheimer, skriver klubben på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter under tweetet..

- Real Madrid, præsidenten og ledelsen udtrykker deres dybeste sorg over Goyo Benitos død. En af de store legender i klubbens historie, lyder det på hjemmesiden, hvor der også sendes kondolencer til enken Paula og Goyo Benitos tre efterladte børn.

Flere medier skriver desuden, at dødsfaldet skete, efter at Benito var blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser klubben imidlertid ikke noget om.

Goyo Benito spillede stort set hele sin karriere i Real Madrid - kun afbrudt af et lejeophold i Real Valladolid tidligt i karrieren. I alt blev det til 13 sæsoner, seks spanske mesterskaber og fem pokaltriumfer i Real Madrid.

I 1981 var han desuden med til at tabe finalen i Mesterholdenes Europa Cup til Liverpool. Den turnering, vi i dag kender som Champions League.

Udover 420 kampe i den hvide trøje fra 1969-1982 repræsenterede Goyo Benito også Spanien 22 gange. Landsholdskarrieren varede fra 1971-1978.

For to uger siden afgik en anden Real Madrid-legende ved døden. Det kan du læse om her.

Tragedier på stribe: Stjernerne der styrtede i døden