Real Madrid sejrer trods Ramos-brøler

Real Madrid kom bagud 0-1, men vendte det truende nederlag til en sejr hjemme mod Real Sociedad

Real Madrid kunne trods alt hive en sikker sejr hjem over Real Sociedad. Foto: Pierre-Philippe Marcou/AFP/Ritzau Scanpix
Real Madrid kunne trods alt hive en sikker sejr hjem over Real Sociedad. Foto: Pierre-Philippe Marcou/AFP/Ritzau Scanpix

Topholdene i den bedste spanske fodboldrække var i aktion lørdag, og Real Madrid fik en drilsk start på sin kamp hjemme mod Real Sociedad.

Det lykkedes dog Real Madrid at vende 0-1 til en sejr på 3-1 i Primera Division.

Med sejren holder Real Madrid trit med FC Barcelona, der tidligere lørdag vandt 2-1 ude over Leganes.

Både Barcelona og Real Madrid har 28 point efter 13 kampe, men catalonierne fører rækken på grund af en bedre målscore.

Det begyndte dog skidt for Real Madrid på Santiago Bernabeu.

Real Madrid-anfører Sergio Ramos satte udeholdet i gang ved at forære bolden væk med en sløset tilbagelægning efter under to minutters spil.

Den blev opsnappet af Real Sociedad-angriberen Willian Jose, som rundede Real Madrid-keeper Thibaut Courtois og nemt fandt det tomme net.

Efter 1-0-scoringen forsøgte Real Madrid at presse på for en udligning, og den kom efter 37 minutter.

Real Madrid-angriberen Karim Benzema brugte skulderen til at styre bolden i nettet til 1-1 efter et frispark af Luka Modric.

Få minutter efter pausen bragte Federico Valverde Real Madrid foran med 2-1.

Midtbanespilleren fik sin afslutning rettet af, så Real Sociedad-keeper Alejandro Remiro forstenet bare kunne se bolden gå i nettet.

Gareth Bale kom på banen til en pibekoncert fra hjemmepublikum. Det skyldtes, at waliseren har gjort sig upopulær blandt klubbens fans ved at posere med et flag med teksten:

- Wales. Golf. Madrid. I den rækkefølge.

Det skete i forbindelse med en landskamp for Wales og er blevet set som et tegn på manglende respekt for sin klub.

Bale virkede dog ikke påvirket på banen og var med i opspillet til målet til 3-1, som blev sat flot ind af Modric.

Det norske talent Martin Ødegaard, som er udlejet fra Real Madrid til Real Sociedad, spillede hele kampen for udeholdet.

Selv om Ødegaard i perioder gjorde det glimrende på midtbanen, så fik han ikke sat et afgørende aftryk på kampen.

Tidligere lørdag spillede Atlético Madrid 1-1 ude mod Granada. Atlético Madrid er nummer tre i tabellen med 25 point efter 14 kampe.

Daniel Wass spillede hele kampen for Valencia, som tabte 1-2 ude til Betis.

Se også: Slår Zlatans målrekord

Bale blev drillet under fredagens Real Madrid-træning. Screenshot Spansk fodbold - 22. nov. 2019 - kl. 21:29 Fanget på tv: Mobber stjernen

Se også: Skrev historie for Spanien: Nu siger han stop

 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere