Real Madrid-stjerne efter shitstorm: - Jeg skulle ikke have reageret sådan

Sergio Ramos er en mand med temperament, som ofte reagerer voldsomt, når noget ikke går hans vej. Mandag gik det ved dagens træning ud over en ungdomsspiller, men det undskylder han nu for

Se Sergio Ramos gå amok på Sergio Reguilón under Real Madrid-træning i klippet her. Video: AP/SNTV.

Sergio Reguilón er med sine 21 år en af de unge spillere, som kan bryde igennem hos Real Madrid i de kommende år.

Han fik sin debut på førsteholdet i Champions League-kampen mod CSKA Moskva, hvor han endte med at spille alle 90 minutter i kampen, som kongeklubben dog tabte 1-0.

Mandag trænede han sammen med resten af holdet, og her endte han i en prekær situation med holdets anfører, Sergio Ramos.

Reguilón forsøgte i en øvelse at gribe bolden, som blev kastet til Ramos. Det nåede han ikke, og han endte i stedet med at strejfe anførerens hoved.

Det satte gang i et af Ramos' temperamentsfulde udfald, og han sparkede en bold på den unge spiller, hvorefter han råbte 'du er dum'.

En enkelt bold var dog ikke nok for Ramos, og han valgte derfor at samle endnu en bold op og skyde den på Reguilón også, skriiver spanske Marca. Se hændelsen i videoen over artiklen.

 

Det lader dog til, at Ramos efterfølgende fortryder hele situationen.

Han har i hvert fald valgt at skrive en offentlig undskyldning på Twitter.

- Selv om det måske ikke ser sådan ud, så er det en ret almindelig situation, men det er ikke en undskyldning, for jeg skulle ikke have reageret sådan, skriver han blandt andet i opslaget.

Situationen kom midt i en regulær krise i klubben, som ikke har formået at vinde en eneste af de sidste fire kampe i den hjemlige liga, mens de som sagt også tabte til CSKA Moskva i Champions League.

Der er derfor varmt på sædet for den nyerhvervede træner, Julen Lopetegui, efter blot få måneder i klubben.

Flere udenlandske medier taler allerede om en fyring i Real Madrid, men intet er sket endnu.

Lopetegui kom til klubben denne sommer efter at have stået i spidsen for det spanske landshold i to år.

Se også: Laudrup spøger atter i Madrid: Men her er favoritterne

Se også: Desperate Real i målkrise: Nu jagter de Zlatan!

Se også: Barcelona-frygt bekræftet: Messi ude på ubestemt tid

24 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere