Real Madrid-stjerne i søgelyset: Spytter han på modstander her?

Anfører Sergio Ramos er et af de helt store samtaleemner i den spanske presse efter Copa del Rey-nederlaget til Celta Vigo. Real Madrid-stjernen beskyldes for at have spyttet efter Vigos Iago Aspas

I fodboldverden kan stemningen hurtigt ændre sig fra det positive til det negative. Bare spørg Real Madrid.

For en uge siden var det hele fryd og gammen i den spanske hovedstadsklub, der nærmest var uovervindelige med 40 kampe i træk uden nederlag.

Men den stime satte Sevilla en stopper for søndag, da andaluserne vendte 0-1 til en 2-1-sejr, og minsandten om Celta Vigo med Daniel Wass og Pione Sisto på holdet formåede at chokere Madrid-fansene endnu mere, da de sensationelt vandt 2-1 på Bernabeu i det første kvartfinale-opgør af to i Copa del Rey.

De undertippede Celta-spillere spillede deres chance og formåede også at forstyrre og irritere de store Real Madrid-stjerner i løbet af de 90 minutter med små tricks og frispark.

Især havde Sergio Ramos og Celtas angrebsprofil Iago Aspas flere intense dueller kampen igennem, hvor der fløj flere spanske bandeord afsted imellem de to.

Foto: TV3 Sport
Foto: TV3 Sport
 

Men det var angiveligt ikke kun bandeord, der blev vekslet mellem de to kamphaner.

Flere spanske aviser - især de catalanske - kører stort på, at Real Madrid-anføreren i forbindelse med en af de mange infights med Aspas sendte en spytklat i retning mod den tidligere Liverpool-spiller.

Tv-billederne, som du kan se øverst i artiklen, afslører ikke noget entydigt, men i et af sekvenserne, hvor Ramos føler sig uretfærdigt behandlet, ser man Aspas fjerne sin krop i foragt og kigge ned mod græsset.

Den spanske tv-station Movistar+ har dog fanget en anden episode mellem de to med deres ekstra kameraer på Bernabeu, hvor det er tydeligt at se, at Ramos sender en hakker afsted i retning mod Aspas - uden dog at ramme Celta-stjernen.

Det er ikke første gang, den spanske landsholdsspiller bliver beskyldt for at spytte efter en modstander.

Tilbage i 2012 lykkedes det spansk tv at fange en episode i et opgør mellem Real Madrid og Atlético Madrid, hvor Sergio Ramos i forbindelse med et hjørnespark benyttede lejligheden til at sende et spytklat i ansigtet på den nuværende Chelsea-angriber Diego Costa. Hverken dommeren eller Costa selv fangede synderen.

Se også: Se målene: Wass og Sisto banker Real Madrid

Se også: Real Madrids sejrs-rekord bremset

Se også: Sergio Ramos er ked af buhråb på tidligere hjemmebane

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere