Real til PSG: Sådan køber I Cristiano Ronaldo

Paris SG kan sagtens købe Cristiano Ronaldo, men så må de betale, hvad frikøbsklausulen lyder på

Cristiano Ronaldo kan købes for 7,5 milliarder kroner (Foto: AP)
Cristiano Ronaldo kan købes for 7,5 milliarder kroner (Foto: AP)

Cristiano Ronaldo har denne sommer atter været rygtet fra Real Madrid, hvor franske Paris SG faktisk menes at være kommet med et bud på den 30-årige portugiser.

Nu fortæller Real Madrid-præsident Florentino Perez, at det sådan set er meget enkelt, hvis PSG vil købe Cristiano Ronaldo, for det kan de sagtens få lov til.

- Hvis PSG ønsker Ronaldo, så er det let nok. De skal betale frikøbsklausulet på 7,5 milliarder kroner, siger Perez til radiokanalen Cadena Cope.

- Der er ikke profeter i fodbold, men vi planlægger ikke at sælge ham i 2016. Der er stadig tre år tilbage af hans kontrakt, siger Perez.

 

Cristiano Ronaldo har ifølge meldingerne fra det spanske haft noget svært ved overgangen fra Carlo Ancelotti til Rafael Benitez som træner denne sommer.

Tidligere har han talt varmt om en hjemvenden til Manchester United, men foreløbig bliver han altså i Real Madrid, hvor man tilsyneladende har indstillet jagten på netop Manchester Uniteds målmand David De Gea, som man forsøgte at købe på denne sommers sidste transferdag.

- Vi vil helt sikkert ikke købe De Gea i januar, siger Perez.

- Madrid gjorde det bedste, vi kunne. Vi nåede ikke købet til tiden, fordi Manchester ikke havde den nødvendige erfaring i at tackle disse ting på sidste dag. Som det også skete med Coentrao sidste år, siger Perez.

Om Real Madrid og Manchester United en dag finder på at lade De Gea indgå i en handel omhandlende Ronaldo melder historien foreløbig intet om, men det bliver sikkert et emne i de kommende transfervinduer.

Så sent som i juli blev United-manager Louis van Gaal spurgt til et køb af Ronaldo.

- Ronaldo? Han kunne komme, men det er ikke muligt. Hvorfor ikke? Fordi du har Real Madrid, Ronaldo og så har du Manchester United, og hvor mange penge Manchester United vil bruge, sagde van Gaal i slutningen af juli.

Et salg af portugiserens foto-rettigheder til Valencias ejer førte til nye rygter, og agenten Santos Marquez pustede til ilden.

- Det tyder på, at Cristiano Ronaldo planlægger at forlade Real Madrid, sagde Marquez i juli til AS.

I juni var Ronaldo til gengæld selv ude og slå fast, at han bliver i Real Madrid.

- Jeg er meget glad for at være i verdens største og mest populære klub, og jeg er sikker på, at næste sæson vil være fuld af succes. Jeg beder jer inderligt om at stoppe med de falske nyheder og give mig lidt fred. Real Madrid og jeg er meget glade for hinanden, sagde Ronaldo i juni i den portugisiske fodboldavis A Bola.

David De Gea kommer heller ikke til Real Madrid til januar (Foto: AP)
David De Gea kommer heller ikke til Real Madrid til januar (Foto: AP)

Husker I, da Ronaldo fik debut i Manchester United?

31 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport