Real truer fansene: 'I er ikke velkomne!'

Real Madrids fans har fået besked om, at de skal komme til pokalkamp i aften, ellers må de undvære kampen mod Barcelona

Når Real Madrid tirsdag aften spiller returkamp i Copa del Rey hjemme mod Fuenlabrada fra den spanske 3. division, så forventer Madrid-ledelsen ikke det store antal tilskuere, for udebanekampen blev vundet med 2-0, så spændingen er til at overse.

Men for at stemningen ikke skal blive alt for tam, så har Real Madrid-ledelsen sendt en officiel advarsel ud til klubben fans om, at de ikke er velkomne til det vigtige 'El Clásico' mod FC Barcelona senere på året, hvis ikke de også møder op i aften.

- Vi har udtrykkeligt meddelt alle fangrupper, at frivillig udebliven til denne kamp vil resultere i annullering af billetten til Real Madrid-Barcelona 23. december, lyder det i en e-mail, som medlemmer i de fire største fangrupper Primavera Blanca, La Clasica, Veterans RMCF og North Fans RMCF skulle have modtaget ifølge Marca.

Real Madrid truer deres egne fans med, at de får billetten til Barcelona-kampen annulleret, hvis de ikke kommer til aftenens pokalkamp. Foto: AP
Real Madrid truer deres egne fans med, at de får billetten til Barcelona-kampen annulleret, hvis de ikke kommer til aftenens pokalkamp. Foto: AP
 

I forvejen er alle sæsonkortholdere i disse fansektioner forpligtet til at møde op til alle ligakampe, og hvis ikke de kan det, så skal de få en anden til at overtage billetter, så der altid er optimal atmosfære til hjemmekampene. Men i pokalkampen er det altså ikke tilladt at give billetten videre.

Mens spændingen formentlig er væk i aftenens kamp, så kan Real-fansene formentlig glæde sig til at se den walisiske mega-stjerne, Gareth Bale, gøre comeback. Han blev skadet mod Dortmund i slutningen af september, men er nu klar til kamp igen.

Ikke siden 2013/2014 har Real Madrid været i finalen i Copa del Rey. Dengang blev det til 2-1-sejr i finalen mod Barcelona, der har vundet turneringen de seneste tre år.

Real mangler angriber: Spansk avis nævner dansker

Jubler over Bendtner-mål: Godt nok til Real Madrid!