Så skete det: Braithwaite skifter til Barcelona

Efter flere dages rygter og forvirring er Martin Braithwaite og Barcelona nu blevet enige om en kontrakt

Sportschef Allan Olsen sætter ord på Braithwaites 'uvirkelige' klubskifte. Producer: Lasse Brøndal.

Nu er det en realitet. Martin Braithwaite er Barcelona-spiller. Torsdag har Barca indløst hans frikøbsklausul på godt og vel 135 millioner kroner i Leganes og dermed hentet ham til klubben. Kontrakten med storklubben strækker sig over 4,5 år.

Det er nu officielt bekræftet på Twitter.

Og klubben har sat et nyt beløb på danskerens frikøbsklausul. 2,2 milliarder kroner skal Real Madrid - eller en anden klub - af med, hvis de med samme finte vil hente Martin. Hold da fest.

Om det netop er for at undgå, at ærkerivalen ryger ind i en langtidsskade og vil bruge de samme spanske kompensationsregler til at hente den tidligere Middlesbrough-spiller, vides ikke.

Vilde tider er det i hvert fald. Det er netop kun et år og en måned siden, vestjyden forlod regnvåde Middlesbrough og den næstbedste engelske række til fordel for et lejeophold i den spanske Madrid-forstad Leganés.

I England tænker de nok også deres om, at de spanske giganter har hentet en mand, der sidste januar baksede rundt i regnvåde Championship med Tony Pulis som sin chef. En chef, han også offentligt ragede uklar med.

Der kom i hvert fald nye boller på suppen i Leganes. For det kan åbenbart betale sig at gøre en god figur for den lille hovedstadsklub.

Pludselig her i februar manglede FC Barcelona ikke bare Luis Suarez, men også Ousmane Dembélé, som gik i stykker i starten af måneden.

De spanske regler for kompensation af skadede nøglespillere trådte ind, og da Barcelona så var i desperat nød efter en offensiv-spiller mere, var Braithwaite den rigtige mand på det rigtige sted. Det mente Barca-træner Quique Setién.

Overraskelsen har været til at få øje på hos mange, herunder hos den tidligere danske Barcelona-spiller Michael Laudrup. Han mente, Braithwaite havde 'vundet i lotteriet', og den formulering er måske meget passende.

Braithwaite har noget at glæde sig til. Mange ting skulle falde på plads for, at han fik chancen i Barcelona, hvor han nu skal følge i fodsporene på tidligere danskere som Michael Laudrup og Allan Simonsen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Braithwaite har noget at glæde sig til. Mange ting skulle falde på plads for, at han fik chancen i Barcelona, hvor han nu skal følge i fodsporene på tidligere danskere som Michael Laudrup og Allan Simonsen. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

I øjeblikket har catalanerne ikke så mange at trække på i angrebet. Stortalentet Ansu Fati starter til venstre for Griezmann og Messi oppe foran, men udover de tre har man ikke meget at rutte med.

Fordi klubben foretrækker at spille med tre mand oppe foran, havde Setién haft kikkerten ude efter en effen - og relativt billig - joker at kunne smide på banen. Og selvom der til at starte med var en del andre, mere ventede kandidater i spil, ja, så blev Martin altså jokeren i Barcas puslespil.

Friske ben er der også brug for. Foran sig har Barca nemlig et stramt kampprogram, hvor en weekend-kamp mod Eibar efterfølges af en Champions League udekamp mod Napoli tirsdag og danskerens første Clasico på Bernabeu den følgende søndag. Braithwaite selv vil dog kun være spilleberettiget til La Liga.
 

LIVE

FAKTA: Derfor kan Barcelona hente Braithwaite nu

* I den bedste spanske fodboldrække, Primera Division, er der en særregel, som tillader klubber at hente en erstatning, hvis en spiller bliver skadet i mere end fem måneder, efter at transfervinduet er lukket.

* Klubben skal bevise spillerens skade med en gyldig lægeerklæring.

* Spilleren, som klubben henter, skal være klubløs eller spille i Spanien, og spilleren vil ikke kunne deltage i de europæiske klubturneringer såsom Champions League.

* Barcelona har fået dispensation til at hente en spiller, fordi klubben opfylder kriteriet om at have en spiller, der har pådraget sig en langvarig skade.

* Barcelona-angriberen Ousmane Dembélé blev skadet i starten af februar og meldt ude i seks måneder, hvilket svarer til resten af sæsonen.

* I forvejen er Barcelona-angriberen Luis Suarez meldt ude med en skade i fire måneder. Skaden til Suarez var i sig selv ikke nok til at lade Barcelona få tilladelse til at hente en erstatning, men det øger klubbens behov for en angriber.

Kilde: BBC.

Se også: Journalist: Nu er Braithwaites agent i Barcelona

Se også: Journalist: Nu er Braithwaites agent i Barcelona Se også: Spansk avis smider bombe: Barcelona overvejer Braithwaite

110 kommentarer
Vis kommentarer