Det er nogle skrupskøre fodbold-uger i Baskerlandet.
For corona-virkeligheden dikterer, at mens folkene i Real Sociedad må afgive trofæet efter kun to uger i pokalskabet, skal forrige lørdags modstandere fra Athletic Club Bilbao sætte sig op til den anden pokalfinale indenfor samme tidsrum.
Denne gang i 2020/21-versionen.
Det sidste bliver dog næppe noget problem, mener Paulo Augusto Chichon, manden bag podcasten ’Lyden af La Liga’.
- Bilbao vil være absolut klar til den finale, siger han.
- Det hele var i den første finale indhyllet i den rent baskiske ånd og i, at der hvilede en vis ærefrygt over, at titlen endelig kom tilbage til Baskerlandet.
- Desuden var Bilbao favoritter den aften. Denne gang er de underdogs. Man kan ikke forvente andet, end at holdet kommer med fight, fysik og duelstyrke.
- De kommer ikke til at tage ret meget fat i bolden, som forventeligt vil være på Barcelona-fødder det meste af tiden. I stedet vil de køre på med mange indlæg i feltet, når de kan komme til det via deres dygtige kantspillere.
Han mener, at man vil bruge opskriften fra Supercup’en i januar, hvor baskerne baskede Barca med 3-2 efter forlænget spilletid.
- Det er klart, at de vil satse på kontra, men de kan også pludselig vælge at gå i højt pres. Det er blevet et mere dynamisk hold under den nye træner, Marcelino Garcia Toral, siger Paulo Augusto Chichon.
At Bilbao vil bruge de gode minder fra januar, bekræfter forsvarsspiller Mikel Balenziaga.
- Vi spiller finale mod Barca igen, og vi ved, at vi kan slå dem. Resultatet vil afhænge af os selv. Vores præstation skal ramme et ti-tal. Vi er nødt til at være mere intense og modige end dem og lave meget få fejl, siger han til klubbens hjemmeside.
- Vi vil gøre alt for at bringe La Copa tilbage til Bilbao og give os maksimalt fra første minut.
Med 23 titler er Bilbao den næstmest vindende klub i den spanske pokalturnering - kun overgået af FC Barcelona med 24. Seneste pokaltitel blev hentet i 1984.
Lørdag sender Ekstra Bladet eksklusivt Copa del Rey-finalen mellem Barcelona og Athletic Bilbao. Kan Martin Braithwaite løfte sit første trofæ for storklubben. Se med her (PLUS+)