Sammenlignes med Messi: - Det irriterer mig!

Luka Romero vil ikke kaldes 'den nye Messi'. Han mener nemlig ikke, at den argentinske verdensstjerne kan erstattes

Luka Romero blev forleden den yngste spiller i historien til at få debut i La Liga. Foto: Icon Sport/Getty Images
Luka Romero blev forleden den yngste spiller i historien til at få debut i La Liga. Foto: Icon Sport/Getty Images

Det er de færreste, der i en alder af blot 15 år bliver sammenlignet med selveste Lionel Messi. Ikke desto mindre bliver den unge Mallorca-komet Luka Romero kaldt 'den nye Messi,' som så mange andre i tidens løb også er blevet kaldt.

Og netop dette irriterer det unge stortalent grænseløst. Han mener nemlig ikke, at man kan tillade sig at sammenligne ham eller andre for den sags skyld med den argentinske verdensstjerne.

- Det irriterer mig at blive sammenlignet med Lionel Messi, for der er kun én Lionel Messi, og jeg vil slå mit eget navn fast i fodboldens verden, fortæller det argentinske stortalent ifølge Fox Sports.

Luka Romero er dog endnu ikke klar til at springe ud som argentiner, men han stiller gerne op for landsholdet, hvis han en dag skulle få muligheden for det.

- Nu er jeg altså født i Mexico, men min familie er fra Argentina. Jeg har tre nationaliteter med mine spanske aner. Hvis de vil have mig i Argentina, så vil jeg blive ved med at spille for Argentina, lyder det fra stortalentet.

Mange sammenligninger
På listen over spillere fra Argentina, der i tidens løb er blevet sammenlignet med den seksdobbelte Ballon d'Or-vinder, er blandt andet Paolo Dybala fra Juventus.

Senest er det 19-årige stjernefrø Thiago Almada fra den argentinske klub Vélez blevet kaldt 'den nye Messi,' mens han også er blevet sat i heftig forbindelse med et skifte til klubber som Manchester United og Liverpool.

Også den 26-årige argentiner Luciano Vietto, som i øjeblikket spiller i Sporting CP, blev i en alder af 19 år sammenlignet gevaldigt med den 33-årige Barcelona-stjerne, da han spillede i Atletico Madrid. Det blev dog aldrig til noget og i stedet skiftede han sidste sommer til den portugisiske liga.

Så listen over unge argentinske fodboldspillere, der er blevet kaldt Messis arvetager, er uendelig lang.

Derfor kan man måske godt forstå Luka Romero, som har en lang karriere foran sig. Luka Romero har dog allerede stjålet overskrifter i det spanske og slået sit navn fast.

Han er nemlig den yngste spiller i historien, der får debut i La Liga. Det blev han forleden, da han blev skiftet ind i Mallorcas 0-2-nederlag mod Real Madrid i en alder af blot 15 år og 219 dage.

Luka Romero kom til Mallorcas ungdomsakademi tilbage i 2015, hvor han siden har optrådt for diverse ungdomshold og har altså også tilspillet sig en plads omkring førsteholdstruppen på ferieøen.

Se også: Profil færdig i AGF

Foto: Jens Dresling AC Horsens - 28. jul. 2020 - kl. 09:03 Bo Henriksen stopper i Horsens

Se også: Frisør afslører Brøndby-exit

 

31 kommentarer
Vis kommentarer