FC Barcelona holder liv i ambitionen om at vinde det spanske mesterskab for tredje sæson i træk.
Med en hjemmesejr på 3-2 over Real Sociedad bragte Barcelona sig på 72 point for 32 kampe, mens førerholdet, Real Madrid, har 75 point for 31 spillede opgør.
Netop de to ærkerivaler tørner sammen i den kommende spillerunde, den 33. ud af 38. Det sker næste søndag i Madrid.
Barcelona har igennem de seneste år haft svært ved at få point med hjem fra udekampene mod Real Sociedad, men lørdag aften havde favoritten også problemer med at slå modstanderen hjemme på Camp Nou.
Lionel Messi bragte ellers sit hold planmæssigt foran efter 16 minutter, da han fra en position lige uden for straffesparksfeltets bue trykkede bolden klinisk ind ved den ene stolpe.
20 minutter senere scorede argentineren igen, da han fulgte op og scorede til 2-0, efter Luis Suarez' forsøg var blevet afværget. Det var startskuddet til en vild periode med fire mål på otte minutter.
Efter 43 minutter scorede Barcelona i eget net. Samuel Umtiti var dog ganske sagesløs, da han fik hamret en afslutning i brystkassen, så han dirigerede bolden i mål til 1-2.
Minuttet efter var Lionel Messi så igen på spil. Denne gang spillede han Francisco Alcacer fri til en sikker scoring.
Men igen skulle man blot vente et minut på næste scoring. Sociedads Xabier Prieto reducerede til 2-3, da han beherskede bolden i mål med en helflugter.
I anden halvleg var Barcelona i perioder slemt på hælene, så det gav mindelser om tirsdagens Champions League-kvartfinale, som Barcelona tabte 0-3 til Juventus.
Organisationen bagude haltede, og da udeholdet midtvejs i anden halvleg havde været tæt på at udligne flere gange, satte Barcelonas træner, Luis Enrique, midtbanespilleren Andrés Iniesta ind for at skabe mere balance.
Det medvirkede til at Barcelona kunne kontrollere sejren hjem. Sociedad måtte rejse tomhændet hjem og ligger på syvendepladsen med 52 point.