Sender dyrt flop væk

Den bosniske midtbanespiller Miralem Pjanic udlejes for hele sæsonen

Midtbanemanden har skuffet i Barcelona. Foto: Alvaro Barrientos/Ritzau Scanpix
Midtbanemanden har skuffet i Barcelona. Foto: Alvaro Barrientos/Ritzau Scanpix

Miralem Pjanic har ikke været nogen succes i FC Barcelona, siden han sidste sommer kom til klubben for 450 millioner, og nu får han muligheden for at få karrieren tilbage på ret køl i tyrkisk fodbold.

FC Barcelona har således udlejet den 31-årige bosniske midtbanemand til Besiktas for hele 2021/22-sæsonen. Det kunne begge klubber oplyse sent torsdag aften på deres respektive platforme.

Besiktas oplyser på sin hjemmeside, at klubben betaler 2,75 millioner euro for at leje Miralem Pjanic. Det svarer til godt og vel 21 millioner kroner.

Endvidere meddeler det spanske medie RAC1, at Miralem Pjanic går 60 procent ned i løn for at få skiftet på plads. Den lønnedgang vil gælde, indtil hans kontrakt udløber i sommeren 2024, lyder det.

31-årige Miralem Pjanic kom til FC Barcelona sidste sommer, men spillede blot 30 kampe i sin første sæson, hvoraf størstedelen var som indskifter.

Foruden midtbanespilleren har FC Barcelona også sagt farvel til blandt andre Lionel Messi, Antoine Griezmann, Ilaix Moriba, Emerson Royal og Junior Firpo i løbet af denne sommer.

Situationen i Barcelona kan ændres totalt - læs mere her.