Skærer feltet ned til to: Pogba eller Eriksen

Ifølge den spanske sportsavis AS har Real Madrid besluttet sig for at gå efter enten Paul Pogba eller Christian Eriksen. Danskeren er den billigste løsning, men franskmanden har en stor fordel: Zinedine Zidane er begejstret for sin landsmand

Ifølge Thomas Gravesen har Real Madrid plads til både Paul Pogba og Christian Eriksen. Video: dplay

Real Madrid har købt heftigt ind i sommerpausen, men noget mangler, før indkøbsturen er forbi.

Den spanske traditionsklub har stadig ikke købt en central midtbanespiller, men har nu ifølge den store spanske sportsavis AS skåret emnefeltet ned til kun to spillere: Paul Pogba og Christian Eriksen.

AS skriver, at klubben er i gang med den store ’for og imod’, og at pilen lige nu peger Pogbas vej, men at Eriksen vil være den økonomisk billigste løsning.

Manchester United-stjernen har nøjagtig som den danske landsholdsprofil sendt en åben invitation til Real Madrid. Den franske verdensmester mener, at det er tid til en ny udfordring, og i den spanske hovedstad ved han, at han har en stor beundrer.

Da Zinedine Zidane i marts vendte tilbage til Bernabéu, brugte han en af sine første pressekonferencer på at rose sin landsmand.

- Jeg kan virkelig godt lide Pogba. Han bringer meget, og der er få spillere, der bidrager med lige så meget som ham.

- Han er en midtbanespiller, der ved, hvordan man forsvarer og angriber, lød det fra Zidane, der kender Pogba personligt.

Efter tre sæsoner på Old Trafford vil den franske verdensmester Paul Pogba væk. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix
Efter tre sæsoner på Old Trafford vil den franske verdensmester Paul Pogba væk. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Der er en voksende fransktalende koloni i Real Madrid, og marketingsfolket i den spanske storklub ville uden tvivl juble med udsigten til også at få Pogba.

Han er en spillets største stjerner, men hele hans entourage - deriblandt den kontroversielle agent Mino Raiola - skulle vække bekymring på Bernabéu.

Derudover er der hele den økonomiske side af handlen. Manchester United vil meget nødigt lade sin største stjerne gå.

De betalte 105 mio. euro (ca. 785 mio. kr.) til Juventus for tre år siden og vil utvivlsomt kræve mere end det.

Real Madrid har allerede brugt langt over to milliarder kroner på spillere som Hazard, Jovic og Mendy, og læg dertil, at den 26-årige franskmand vil kræve en løn, der gør ham blandt de bedst betalte i Real Madrid.

Det kan blive Chrstian Eriksens chance. Ifølge AS var den 27-årige Tottenham-dansker fra start det foretrukne valg, men Pogba har fordelen af, at Zidane virkelig ønsker ham.

Som sportsavisen skriver, ser Real Madrid det som en moralsk pligt at støtte træneren, efter han i marts accepterede at vende tilbage til trænerbænken.

Christian Eriksen sagde i forbindelse med landskampene i starten af juni, at han var klar til en ny udfordring. Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen sagde i forbindelse med landskampene i starten af juni, at han var klar til en ny udfordring. Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen har kun et år tilbage af sin kontrakt med Champions League-finalisterne, og det svækker den notorisk hårde Tottenham-forhandler Daniel Levy. 

AS skriver dog, at tiden nu er begyndt at arbejde imod Real Madrid, da Eriksen - ifølge avisen - er begyndt at blive utålmodig.

Endelig er det værd at notere sig, at Christian Eriksen er sponseret af Nike, mens Paul Pogba er et af de store Adidas-navne.

Adidas er sponsor i Real Madrid og ville næppe brokke sig, hvis valget faldt ud til franskmandens fordel…

Se også: Legendens direkte tale tog fusen på alle

Se også: Dansk landstræner arrig: Det er en skandale

Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Overrasker stort: - I har ikke forstået mig

Christian Lønstrup blev suspenderet fra sin stilling som cheftræner for FC Roskilde, efter han anklagede flere spillere fra holdet i at have medvirket i matchfixing. Foto: Jens Dresling Sport og Spil 48 vanvittige timer: Lønstrup overhørte det værste til privat fest

 

34 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere