Fredag kom det frem, at FC Barcelona anklages for korruption, i forbindelse med at den catalanske storklub har overført store beløb til en tidligere højtstående person i dommerkomitéen under Det Spanske Fodboldforbund.
Nu reagerer klubbens ærkerivaler fra Real Madrid på skandalen.
I en kort pressemeddelelse oplyses det, at klubbens præsident, Florentino Perez, har indkaldt klubbens bestyrelse til hastemøde om sagen. Her fremgår det, at man vil diskutere, hvilke handlinger Real Madrid finder passende i den alvorlige sag.
Mødet afholdes søndag klokken 12.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er de to forhenværende præsidenter i FC Barcelona, Josep Maria Bartomeu og Sandro Rossell, der er anklaget for at have overført omkring ti millioner kroner til den tidligere næstformand i dommerkomitéen Jose Maria Enriquez Negreira.
De tre personer er ligesom fodboldklubben anklaget for korruption, som ifølge radiostationen Cadena Ser stod på fra 2016-2018.
Det er anklagemyndigheden, der har rejst sagen, men en dommer har endnu ikke taget stilling til, om den rent faktisk skal føres.
Det er dog alvorlige beskyldninger, der rettes mod storklubben.
- Barcelona anskaffede og vedligeholdte en strengt fortroligt mundtlig aftale med Jose Maria Enriquez Negreira, så han, i sin egenskab som næstformand i dommerkomitéen, mod betaling ville få dommerkomitéen til at foretage handlinger, der kom FC Barcelona til gode i relation til dommeres beslutninger, lød det fra anklagemyndigheden ifølge BBC.
Netop den formulering har formentlig fået sindene i kog hos Real Madrid, der i 2016 blev 'snydt' for mesterskabet af netop Barcelona, der vandt med et enkelt point. Året efter var det dog Real Madrid, der distancerede Barcelona med tre point.
Barcelona afviser anklagerne og hævder, at man har ført 'normal praksis'. Det kan du læse mere om her.