Skrantende storklub henter tredje træner på én sæson

51-årige Marcelino skal i de næste to sæsoner forsøge at forløse Valencias latente potentiale

Marcelino i selskab med Jürgen Klopp, da Villarreal og Liverpool mødtes i Europa League-semifinalen sidste år. (Foto: AP)
Marcelino i selskab med Jürgen Klopp, da Villarreal og Liverpool mødtes i Europa League-semifinalen sidste år. (Foto: AP)

Den spanske fodboldklub Valencia har fået styr på trænersituationen.

Torsdag meddeler klubben på sin hjemmeside, at man har ansat den tidligere Villarreal-træner Marcelino Garcia Toral.

Den 51-årige spanier har fået en toårig kontrakt startende fra næste sæson.

I december sagde italieneren Cesare Prandelli op i den skrantende klub, som lå og flirtede med nedrykningsstregen i endnu en skidt sæson.

Efter italienerens farvel tog klubmanden Voro over for femte gang i karrieren, og han har styret holdet væk fra nedrykningsfare.

Med fire sejre og en uafgjort i de seneste syv ligakampe er holdet kravlet op på 13.-pladsen.

Marcelino Garcia Toral nød stor succes i Villarreal indtil kort før denne sæson, hvor han blev fyret i klubben efter uoverensstemmelser med ledelsen.

Siden har han været ledig på markedet.

I 2013 rykkede han Villarreal tilbage i Spaniens bedste fodboldrække, og efterfølgende førte han holdet til top-6-placeringer i tre år på stribe, indtil han blev fyret.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere