Skylder Messi gigantbeløb

Ifølge den spanske avis Sport mangler FC Barcelona at betale Lionel Messi 387 millioner kroner i løn

Medie: Barcelona skylder Messi mere end 380 millioner

Selvom Lionel Messi nu er fortid i FC Barcelona, er der stadig et hængeparti mellem de to tidligere uadskillelige parter.

Den spanske avis Sport kan nemlig fortælle, at den catalanske storklub mangler at betale Messi 52 millioner euro - cirka 387 millioner danske kroner - i løn. Det fortæller kilder fra begge parter til avisen.

Betalingen af lønnen blev udskudt under coronakrisen sidste år, efter en aftale Barcelona indgik med hele truppen. Klubben har dog ifølge avisen stadig planer om at betale de mange millioner, de skylder Messi, også selvom han nu er væk.

Messi er nok ikke videre bekymret, når han åbner sin netbank. Foto: Sarah Meyssonnier/Ritzau Scanpix
Messi er nok ikke videre bekymret, når han åbner sin netbank. Foto: Sarah Meyssonnier/Ritzau Scanpix
 

Betales senest i 2022
FC Barcelona, der har rigeligt af økonomiske problemer, regner med at kunne betale de mange millioner inden udgangen af næste år, og de to parter skulle ifølge Sport være i gang med at finde ud af, hvordan betalingen skal foregå.

Med sit skifte til PSG sikrede den argentiske troldmand 260 millioner kroner om året i løn. Det beløb er endda før, man begynder at tælle penge fra sponsorer, bonusser og så videre.

Fredag var Messi for anden gang på træningsbanen med sin nye klub. Der venter den helt store præsentation foran de parisiske fans på Parc des Princes, når PSG lørdag hjemme tager imod Strasbourg.

Den argentinske superstjerne får dog ikke sin debut på banen, da han ikke er helt kampklar endnu efter sommerpausen.

Skylder Messi gigantbeløb

Skylder Messi gigantbeløb