Snigløber Messi og co.: Dropper giga-trøjeaftale

Lionel Messi og holdkammeraterne kan meget vel komme til at spille uden hovedsponsor på trøjerne fra næste sæson. Qatar Airways er måske ved at droppe en kæmpe millionaftale med Barcelona

Lionel Messi og Barcelona kommer måske til at spille uden hovedsponsor på trøjerne fra næste sæson. (Foto: AP/Manu Fernandez)
Lionel Messi og Barcelona kommer måske til at spille uden hovedsponsor på trøjerne fra næste sæson. (Foto: AP/Manu Fernandez)

Når Lionel Messi og resten af Barcelona-stjernerne løber på banen til sæsonen 2016/2017 i La Liga, kan det meget vel blive uden en hovedsponsor på trøjerne.

Den nuværende trøjesponsoraftale med Qatar Airways udløber til juni. Parterne har derfor forhandlet om en forlængelse. Indtil videre kan de dog ikke blive enige. Barcelona kræver angiveligt, at det årlige beløb på 265 millioner kroner, som de har fået gennem fem sæsoner, bliver hævet til 445 millioner kroner hvert år gennem de kommende fem sæsoner. Men den er Qatar Airways ikke bidt på endnu. Det skriver spanske AS.

Uenighederne betyder, at Barcelona har sat sponsorløse trøjer i produktion og samtidig flirter med andre mulige trøjesponsorer. Det har ifølge AS derfor fået Qatar Airways til at kigge væk fra det berømte forhandlingsbord mod en ny mulig partner.

Se også: Barcelona meget tæt på spansk mesterskab

En partner, der meget vel kan blive den spanske liga, La Liga. La Liga mangler nemlig ligesom Barcelona en ny hovedsponsor, da dens nuværende aftale med BBVA udløber i slutningen af juni. Ironisk nok kan Qatar Airways dermed rykke væk fra brystet af Barcelona-trøjen og i stedet op på ærmet, hvor La Ligas hovedsponsor normalt er placeret.

Og skal man tro AS, kan La Liga i den grad bruge fly-millionerne fra Qatar. For siden 2013 har banken BBVA 'kun' spyttet godt 175 millioner kroner i La Liga på årsbasis. Det betyder, at Qatar Airways kan lave en for dem økonomisk billigere aftale med La Liga, end den flyselskabet har med Barcelona på nuværende tidspunkt.

Se også: Pepe afslører: Jeg var uønsket i Real Madrid

Det er ikke kun La Ligas pludselige fremmøde ved forhandslingsbordet, der besværliggør en ny aftale mellem Barcelona og Qatar Airways.

Tidligere har der været stor modstand mod en aftale mellem Qatar Airways og Barcelona fra en række Barcelona-tilhængeres side. Flere stewardesse-klædte kvinder protesterede med skilte ude foran FC Barcelonas hovedkvarter midt under en ekstraordinær generalforsamling i sidste år i oktober. Protesterne fandt sted, fordi Qatar Airways angiveligt har misbrugt kvindelige arbejdere i Qatar.

Barcelona har brug for så mange millioner som muligt, fordi de blandt andet skulle udbetale spillerbonusser for næsten 390 millioner kroner, efter Barcelona vandt 'The Treble' i 2014/2015. Det skriver Daily Mail.

Så måske har vi alligevel  ikke hørt det sidste til forhandlinger mellem Qatar Airways og Barcelona.

38 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere