Sort skærm til Messi og Ronaldo? Ingen dansk tv-aftale

Forbered dig på en skuffelse, når du går i tv-vejviseren for at finde ud af, hvem der sender spansk fodbold i weekenden

Hvad? Har ingen købt rettighederne til at vise mine kampe i Danmark? Hvad foregår der? (Foto: AP)
Hvad? Har ingen købt rettighederne til at vise mine kampe i Danmark? Hvad foregår der? (Foto: AP)

Hvis du ikke var opmærksom på det, så fløjtes La Liga fredag aften, når Michael Krohn-Dehli spiller sin første ligakamp for Sevilla - det er mod Malaga klokken 20.30.

Og hvis du ikke lige var opmærksom på det, så spiller Lionel Messi og Barcelona søndag klokken 18.30 mod Athletic Bilbao, mens Ronaldo og Real Madrid to timer senere stiller til kamp i Gijon.

Se også: Barca-stjerne får mild straf for vanvittig sviner

Hvis der er nogen, der er opmærksomme på, at det er i denne weekend, det sker, så er det folkene på SBS/Discovery, som hidtil har haft rettighederne til at vise den spanske liga.

- Haha, ja, vi er meget bevidste om, at den spanske liga starter i weekenden, siger sportschef Jes Holm Andersen.

Hvorfor har I ikke købt rettighederne?

- Det eneste, jeg kan sige, er, at vi har forsøgt, men at vi ikke er blevet enige om prisen.

Kommer danskerne til at se spansk fodbold i denne weekend?

- Hahaha ... hvad skal jeg sige til det? Jeg kan kun sige, at vi har forsøgt, men at vi ikke har kunnet blive enige.

Har det noget at gøre med, at der snart skal forhandles om Premier League-rettighederne, og at I overvejer, om I har penge til begge dele?

- Nej. Vi blander ikke de ting sammen. Derudover har jeg ingen kommentarer, lyder det fra SBS/Discovery-chefen.

Hos konkurrenten TV3 Sport er ordknapheden om fremtiden for spansk fodbold på dansk tv endnu mere udpræget.

- Ingen kommentarer, lyder det fra redaktionschef Kim Mikkelsen.

Se også: Barca-stjerne får mild straf for vanvittig sviner

På TV2 er meddelsomheden større, hvilket kan hænge sammen med, at man ikke har den helt store tro på, at man kommer til at vise spansk fodbold i den kommende sæson. Tv-stationen har haft sonderinger med rettighedshaverne MP & Silva, men ikke mere end det.

- Vi har ikke været interesserede nok, for ellers ville vi jo vise spansk fodbold, lyder konklusionen fra kanalens sportschef, Frederik Lauesen.

- Vi ville gerne vise udvalgte kampe, det vil sige Barcelona og Real Madrid, men ikke en hel liga. Vores sportskanal er primært til dansk sport. Så vi har haft en dialog om de spanske rettigheder, men ingen seriøse drøftelser, siger Lauesen og giver sit bud på, hvorfor rettighederne til at vise spansk fodbold i Danmark ikke er faldet på plads:

- Der er urealistiske forventninger til, hvad man kan få for det. Sportsrettigheder er blevet astronomisk dyre, det er en af de få ting, der ikke er blevet påvirket af finanskrisen. Tidligere er spansk fodbold blevet solgt for høje beløb i Skandinavien, da Zlatan spillede i Barcelona, og man har en forventning om, at man kan øge priserne.

- Men tv-udbyderne skal jo tjene deres penge hjem igen, når de køber rettigheder. Og det kan blive svært, når kunderne samtidig i stigende grad selv sammensætter mindre tv-pakker og køber digitale produkter på nettet til at dække deres behov. Så ved man som tv-udbyder ikke helt, hvad det er, man køber. Og så kan prisen for rettighederne blive for høj, siger TV2-chefen.

Heller ikke rettighederne til italiensk fodbold er faldet på plads.

Se også: United misser Pedro: Nu byder de på FCM-modstander

55 kommentarer
Vis kommentarer