Spektakulær handel på vej: Storklubber enige

Barcelona er klar til at betale knap 450 mio. kr. og to spillere for at få Inter-angriberen Lautaro Martínez. For både Martin Braithwaite og Christian Eriksen kan handlen betyde øget konkurrence

Godt 450 millioner kr. og to Barcelona-spillere får Inter ifølge en spansk sportsavis for sin argentinske stjerneangriber Lautaro Martínez. Foto: Alberto Lingria/Ritzau Scanpix
Godt 450 millioner kr. og to Barcelona-spillere får Inter ifølge en spansk sportsavis for sin argentinske stjerneangriber Lautaro Martínez. Foto: Alberto Lingria/Ritzau Scanpix

En spektakulær handel er under opsejling.

Inter-stjernen Lautaro Martínez er på vej til FC Barcelona, der til gengæld sender 60 mio. euro (knap 450 mio. kr.) og to spillere den anden vej.

Det er den spanske sportsavis Diario Sport, der tirsdag skriver historien. Avisen har base i Barcelona og dækker naturligvis FC Barcelona tæt.

Sportsavisen kan fortælle, at Barça og Inter nu er så langt i deres drøftelser, at der er enighed om principperne for en aftale.

Sports forside tirsdag
Sports forside tirsdag

Den 22-årige årige argentinske angriber er FC Barcelonas primære transfermål denne sommer.

Man ser ham som den naturlige afløser for den 11 år ældre Luis Suárez, der formentlig kun har en sæson eller to tilbage på topplan.

Lautaro Martínez har imponeret for Inter i denne sæson med 16 scoringer i 31 kampe, og han scorede blandt andet, da Inter og Barcelona mødtes i Champions League tilbage i efteråret.

Den farlige angriber har en frikøbsklausul på 111 mio. euro, der gælder to uger i juli.

Den har den spanske storklub ikke tænkt sig at indløse, da vurderingen er, at det er for mange penge midt i en usikker coronatid.

I stedet vil man betale godt 450 mio. kr. samt to spillere for at få Inter-angriberen til Camp Nou.

Lautaro Martínez (tv.) og Lionel Messi er holdkammerater på det argentinske landshold. Nu bliver de det muligvis også snart i FC Barcelona. Foto: Ahmed Yosri/Ritzau Scanpix
Lautaro Martínez (tv.) og Lionel Messi er holdkammerater på det argentinske landshold. Nu bliver de det muligvis også snart i FC Barcelona. Foto: Ahmed Yosri/Ritzau Scanpix

Diario Sport kan ikke sætte navn på, hvem de to spillere er, men der bliver spekuleret i forskellige muligheder.

Avisen nævner kroatiske Ivan Rakitic og den franske verdensmester Samuel Umtiti. Også Carles Aleñá, der er udlånt til Betis, og Nélson Semedo nævnes, og der har også tidligere været snak om Arturo Vidal.

I seneste transfervindue ville Antonio Conte meget gerne hente chileneren til Inter-midtbanen, men det lykkedes som bekendt ikke.

Conte kender Vidal indgående fra deres fælles fortid i Juventus, og det ville være oplagt at gøre et nyt forsøg på at få ham til Milano-klubben.

Lykkes det, vil det betyde yderligere konkurrence for Christian Eriksen, mens Martínez vil gøre livet sværere for Martin Braithwaite i FC Barcelona.

Vestjyden har fået en flot start i Barça, men kan få det svært, når den ufrivillige coronapause er ovre.

Luis Suárez nærmer sig et comeback, og kommer Lautaro Martínez også til de spanske mestre, vil Braithwaite umiddelbart ryge længere bagud i køen.

Se også: Erklæret død i fire år: Nu er han dukket op i live

Se også: Kaos i håndboldverdenen: Underkender eget forbund

Se også: Udskyder Danmarks største cykelløb

9 kommentarer
Vis kommentarer