Stjernen var rasende: Ballade i Barca-omklædningsrummet

Cheftræner Quique Setiens taktik fik flere spillere til at miste besindelsen efter 2-2-kampen lørdag i Vigo. Især Luis Suárez

Luis Suárez scorede begge mål for gæsterne i 2-2-kampen. Foto: Miguel Vidal/Reuters/Ritzau Scanpix
Luis Suárez scorede begge mål for gæsterne i 2-2-kampen. Foto: Miguel Vidal/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er bestemt ikke alting, der fungerer optimalt i FC Barcelona for tiden.

Weekendens resultater betyder, at storklubben halser to point efter ærkerivalerne fra Real Madrid i La Liga.

Og 2-2-kampen ude mod Celta Vigo lørdag var et resultat af en svag taktik fra cheftræner Quique Setien.

Det mente flere af spillerne, hvis man skal tro sportsaviserne Marca og El Mundo Deportivo mandag.

Marca kalder endda forholdet mellem trænerne og spillertruppen for ’svagt’.

Efter kampen var der en ophedet diskussion i omklædningsrummet, hvilket blev foranlediget af den dobbelte målscorer Luis Suárez’ udtalelser til pressen umiddelbart i forlængelse af kampen.

Her pegede han på Quique Setien som den direkte årsag til, at FC Barcelona under den 61-årige træners ledelse endnu ikke synes at have imponeret videre på udebane.

- Det er op til trænerne at analysere og gøre det taktiske arbejde. Vi giver alt på banen, og vi har sat mange point til på udebane. Point vi ikke har mistet andre sæsoner, sagde han.

Quiqie Setien coacher sine spillere under kampen mod Celta lørdag. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Quiqie Setien coacher sine spillere under kampen mod Celta lørdag. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
 

Suárez pegede direkte mod trænerbænken, da han udtalte sig, hvilket fik selv de mest tungnemme fans til at fatte budskabet.

Ifølge Marcas kilder, der altså var til stede i omklædningsrummet på Balaídos i Vigo, gik kritikken primært på indskiftningerne af Arthur og Antoine Griezmann.

Ifølge de unavngivne kilder tvivler flere spillere i truppen på, at FC Barcelona i sin nuværende form og sammensætning kan vinde titler. Det er hårde ord den aktuelle situation taget i betragtning.

Barcelona er 'kun' to point efter Real Madrid med seks kampe igen.

Barcelona på udebane under Quique Setien

Seks kampe – to sejre, to uafgjorte og to nederlag

25. januar: 0-2 til Valencia CF

9. februar: 3-2 over Real Betis

1. marts: 0-2 til Real Madrid

13. juni: 4-0 over RCD Mallorca

19. juni: 0-0 mod Sevilla FC

27. juni: 2-2 mod Celta Vigo

25 kommentarer
Vis kommentarer