Stor dansk profil: Jeg er klar til Champions League-klub

- Hvis Celta Vigo skal tjene penge på mig, skal jeg sælges til sommer. Med det niveau jeg håber jeg at have gode kort på hånden, siger Daniel Wass

Daniel Wass er klar til et klubskifte, hvor han kan komme på en højere sportslig hylde. Foto: Imago Sport.
Daniel Wass er klar til et klubskifte, hvor han kan komme på en højere sportslig hylde. Foto: Imago Sport.

Han gjorde det fornuftigt i franske Évian, men tiden i Spanien har vist, at Daniel Wass er blevet en markant profil, ikke bare i Celta Vigo, men i hele La Liga.

Han er nummer to på ligaens assist-liste med ni af slagsen og står desuden noteret for fire scoringer. Ganske markant for en midtbanespiller på et midterhold i Spanien.

Håber på skift til sommer
Når transfervinduet åbner om få måneder, er tiden kommet til, at midtbanespilleren er parat til et tigerspring samt en ny og større sportslig udfordring.

- Til sommer har jeg været tre år i Celta Vigo. Jeg kan sagtens se, at der sker noget spændende til sommer. Jeg kan godt se mig spille et andet sted. Måske i en større klub, der spiller i Champions League, siger Daniel Wass til Ekstra Bladet.

Familien stortrives i det nordvestlige hjørne af Spanien, hvor Vigo har været en god og solid base siden 2015. De to døtre på syv og fem taler efterhånden bedre spansk end dansk og er glade for livet ved Atlanterhavskysten.

- Min kontrakt udløber næste sommer (2019). Hvis klubben skal tjene penge på mig, skal det være til sommer, jeg skifter klub. Men det niveau, jeg præsterer på, håber jeg at have gode kort på hånden, fastslår Daniel Wass.



Ny agent
Daniel Wass har inden for de seneste måneder skiftet agent. Michael Johansen, som han har arbejdet med i mange år, er blevet udskiftet med Stellar Group, et stort internationalt agentfirma med hovedbase i England. Her er Daniel Wass kommet i stald med prominente navne som Gareth Bale, Adam Lallana, Gylfi Sigurdsson, Danny Drinkwater og Yacine Brahimi.

Derfor bliver det folkene bag Stellar Group, der skal hjælpe Daniel Wass til en ny udfordring til sommer.

-  Jeg har været rigtig glad for samarbejdet med Michael Johansen. Han har på mange måder været fantastisk for mig. Men jeg synes, jeg havde brug for nye øjne på min karriere, forklarer Daniel Wass.

Det bliver Joshua Barnett, der skal hjælpe Daniel Wass med at finde en højere hylde at spille på i fremtiden.

- Mine fremtidsplaner handler om at spille på højt niveau. Jeg har ambitioner om at spille i Europa hvert år og meget gerne i Champions League. Jeg fylder snart 29 og er moden til at tage et step op i karrieren, forklarer han.

Hvor fremtiden bliver, er endnu usikkert, men kommer en af de større spanske klubber – eksempelvis Valencia, der skal spille Champions League – vil Wass være åben for at blive i Spanien.

- Min familie trives rigtig godt i Spanien, hvor vi taler sproget og nyder klimaet. Det er selvfølgelig helt afgørende, at det går godt med min fodbold, påpeger han.

Se også: Sisto koster mål: Se bommerten her

Se også: Rygproblem spænder ben for Hareides VM-plan

Se også: Dansker står højt på storklubs ønskeliste

10 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere