Tidligere Real Madrid-præsident død af corona

Den tidligere præsident i Real Madrid, Lorenzo Sanz, er død efter at være smittet med coronavirus. Han blev 76 år

Lorenzo Sanz er død, skriver flere spanske medier.
Lorenzo Sanz er død, skriver flere spanske medier.

Real Madrids tidligere præsident Lorenzo Sanz er død. Det skriver en lang række spanske medier.

76-årige Sanz døde lørdag i Madrid efter at være blevet smittet med coronavirussen.

Sanz blev indlagt i tirsdags med feber og vejrtrækningsproblemer. Han havde været sløj i adskillige dage, og en test viste, at han var smittet.

Hans tilstand blev hurtigt forværret, og lørdag måtte lægerne konstatere, at de ikke kunne gøre mere.

- Min far er død. Han fortjente ikke en slutning på denne måde.

- Et af de bedste, modigste og mest hårdtarbejdende mennesker, som jeg har mødt, har forladt os. Hans familie og Real Madrid var hans passion, skriver Lorenzo Sanz Jr. på Twitter.

Lorenzo Sanz var en stor mand i Real Madrid.

Han blev en del af bestyrelsen i 1985 og afløste ti år senere Ramón Mendoza som præsident i den spanske storklub.

Det var i øvrigt på et tidspunkt, da Michael Laudrup spillede i klubben.

I den periode gik klubben fra ikke at have kvalificeret sig til europæisk for første gang nogensinde til at vinde Champions League.

Det skete i 1998 med en 1-0-sejr over Juventus i Amsterdam. Det var første gang i 32 år, at klubben med den stolte europæiske historie hjemførte trofæet.

To år senere gentog Real Madrid bedriften med en finalesejr over Valencia, men det sikrede ikke Sanz genvalg.

Sanz tabte i 2000 præsidentvalget i Real Madrid til Florentino Pérez, som ses her. Foto: Javier Barbancho/Ritzau Scanpix
Sanz tabte i 2000 præsidentvalget i Real Madrid til Florentino Pérez, som ses her. Foto: Javier Barbancho/Ritzau Scanpix

Trods sportslig succes var klubben inde i en turbulent periode med økonomiske problemer, og ved valget i juli 2000 tabte Sanz til Real Madrids nuværende præsident, Florentino Pérez.

Han forsøgte at tilbageerobre magten på Bernabéu fire år senere, men det lykkedes ikke.

Sanz købte sig i stedet ind i Malaga, hvor han gjorde sin søn Fernando til præsident.

Fernando Sanz havde i øvrigt sidst i 90’erne fået flere kampe på Real Madrids førstehold.

Lorenzo Sanz' anden søn Francisco var også en dygtig spiller, som dog ikke nåede længere end Real Madrids B-hold, Castilla.

Endelig havde han sønnen Lorenzo Sanz Jr., der spillede på Real Madrids basketball-hold.

Den nu afdøde tidligere Real Madrid-præsident efter sig også konen Mari Luz og døtrene Diana og Malula.

Sidstnævnte er gift med Míchel Salgado, der i mange år var fast del af Real Madrid-mandskabet.

På sin hjemmeside begræder Real Madrid tabet af Lorenzo Sanz.

Så snart situationen tillader det, vil klubben give Sanz den anerkendelse, som han fortjener.

Se også: Real Madrid-legende på intensiv med coronavirus

Se også: Fodbold-legende og søn smittet med corona

Se også: Juventus-stjerne testet positiv for coronavirus