To gange på pletten: Real Madrid fik VAR-hjælp

Den spanske storklub slog Levante 2-1. Real Madrids to mål kom på straffespark, hvor VAR blev taget i brug.

Gareth Bale var på pletten for Real Madrid i 2-1-sejren over Levante. Foto: Ritzau Scanpix
Gareth Bale var på pletten for Real Madrid i 2-1-sejren over Levante. Foto: Ritzau Scanpix

Det omstridte VAR-system fik en hovedrolle, da Real Madrid søndag slog Levante med 2-1 i Primera Division.

Begge Real Madrids mål kom således på straffespark, hvor VAR blev taget i brug. Først til at dømme et straffespark og efterfølgende til at bekræfte dommerens beslutning.

Med sejren er der status quo i toppen af tabellen. Alle tre tophold - Barcelona, Atlético Madrid og Real Madrid - vandt nemlig deres kampe i denne weekend.

Det efterlader Barcelona med et forspring på syv point til Atlético Madrid, mens Messi og co. er ni point foran Real Madrid.

Det var franske Karim Benzema, der åbnede scoringen søndag på et straffespark kort før pausen.

Efter at have konsulteret VAR-systemet stod det klart, at Levantes Enis Bardhi havde taget armen i brug i feltet for at blokere et Madrid-indlæg, og så pegede dommer Ignacio Villanueva på straffesparkspletten.

Et kvarter inde i anden halvleg kom der så igen lighed på måltavlen, da Marti Roger fik kantet bolden ind bag Thibaut Courtois.

Det afgørende mål blev scoret med cirka et kvarter tilbage af kampen.

Her blev Real Madrids midtbaneslider Casemiro tacklet i Levantes felt, og så var der igen straffe. Her blev VAR brugt til at bekræfte dommer Villanuevas første indskydelse.

Gareth Bale sendte bolden i mål, og så var Real Madrid igen på sejrskurs.

I de døende minutter måtte to spillere forlade banen efter at have fået deres andet gule kort. Først Real Madrids Nacho og efterfølgende Levantes Ruben Rochina.

Se også: Så blev det sgu' sjovt igen, Brøndby

Se også: Efter kontroversiel udvisning: Superliga-træner vil have VAR

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere