Der manglede 12 minutter, og Granada var nede 0-1 mod Getafe på hjemmebane torsdag aften.
De to mandskaber ligger i den tunge ende af La Liga, og alle point denne sæson modtages med kyshånd. Derfor var der stor jubel på stadion, da Granada blev tildelt et straffespark.
Stilheden få sekunder senere, da sparket var eksekveret, var dog sigende. Kun de medrejsende Getafe-fans syntes at have noget, der skulle siges lige dér.
For topscorer Luis Suárez brændte. Den colombianske angriber brændte på det groveste.
Vi har ikke rettigheder til at vise afbrænderen, og det er en skam. For her er godt nok tale om et spark, vi har lyst til at vise.
Læs også: Ronaldos diæt: Sådan får han drømmekroppen (+)
Bolden røg over mål. Ja, den tog nærmest en vertikal stigning, så den første reaktion fra mange sider må have været forbavselse.
Hans egen reaktion var selvfølgelig udtalt skuffelse, og blikket ned i græsset sagde alt.
Nu lykkedes det langt pokker inde i overtiden for holdkammeraten Jorge Molina at få udlignet, så dagen endte alligevel nogenlunde for Suárez og Granada.
Og derfor indtager de 17. pladsen - lige præcis på den gode side af nedrykningsstregen. Getafe ligger sidst med bare tre point for 11 kampe.
Andetsteds i spansk fodbold havde navnebroderen gang i målscoringen, men heller ikke her endte det i jubel, da Atlético på dramatisk facon spillede 2-2 med Levante. Læs mere om det her: Dramatisk afslutning koster Atlético dyrt