Torskedumme Suárez slog personlig rekord mod Valencia

Barcelona-stjernen Luis Suárez gjorde opmærksom på sig selv - først med en dumhed og kort efter med en genialitet, da Barcelona spillede 1-1 ude mod Valencia

FC Barcelona var lørdag aften godt på vej mod den sjette sejr i træk i den bedste spanske fodboldrække.

På udebane i Valencia gik det dog galt fire minutter før slutfløjt, da Santi Mina udlignede til slutresultatet 1-1.

En af kampens store hovedpersoner var Luis Suárez, der bragte favoritterne fra FC Barcelona foran efter en times spil. Sydamerikaneren spillede et-to med Lionel Messi, der siden hen sendte sin angrebsmakker i dybden. Og i en direkte duel med Valencias keeper, var Suárez sikkerheden selv.

Det var syvende kamp i træk den tidligere Liverpool-spiller garnede for Barca i La Liga - og ottende gang i streg i alle turneringer, hvilket er personlig rekord for angriberen.

TV: Se den flotte kasse her

Men Suárez burde nok ikke have spillet kampen færdig. For få minutter inden hans åbningsmål, bemærkede sydamerikaneren sig med en dum aktion, der burde have givet rødt kort.

Barca-stjerne og Valencias Aymen Abdennour havde gået rundt og irriteret hinanden i noget tid, og til sidst fik Suárez nok. Angriberen vendte ryggen til sin modstander, og tv-billederne viste tydeligt, at den formstærke spiller trådte Valencia-spilleren bevidst over den ene fod.

Abdennour faldt da også til jorden efterfølgende, men da ingen af kampens dommere så situationen, forblev Suarez på banen - og scorede kort efter.

(Foto: AP) Intl. fodbold Messi om Ballon d'Or-finalister: Hvor er Suarez?

Barcelona burde have afgjort kampen allerede i første halvleg, hvor gæsterne skabte talrige åbne chancer, men den ellers så farlige trio med Messi, Suarez og Neymar var alt for ineffektive.

I stedet slog Valencia til i kampens afslutning i en kontra.

Alcacer Paco løb en lang aflevering op, og hårdt presset af Barcelonas to midterforsvarere Gerard Pique og Javier Mascherano fik han kontrol over bolden.

Paco drejede smart rundt om sig selv og trillede bolden hen til holdkammeraten Santi Mina, der hamrede den i mål.

TV: Se Valencias flotte udligning

 

På tribunen kunne Valencias kommende træner Gary Neville juble over uafgjort, der utvivlsomt gør det lidt sjovere, når han søndag har sin første arbejdsdag. I sidste weekend kvittede Nuno Santo jobbet som træner efter et nederlag til Sevilla.

Barcelona topper Primera Division med 34 point foran Atlético Madrid og Real Madrid med henholdsvis 32 og 30 point. Valencia har 20 point på syvendepladsen.

42 kommentarer
Vis kommentarer