Transfer-drama: Real Madrid-spiller kan blokere for FCN-komet

Skifter Martin Ødegaard til Real Sociedad, hænger Andreas Skov Olsens skifte til den spanske klub i en tynd tråd

Andreas Skov Olsen er på ønskelisten i real Sociedad, men en ung, talentfuld nordmand, Martin Ødegaard, kan overhale ham. For 20-årige Ødegaard er også på ønskelisten hos den spanske midterklub. Foto: Lars Poulsen.
Andreas Skov Olsen er på ønskelisten i real Sociedad, men en ung, talentfuld nordmand, Martin Ødegaard, kan overhale ham. For 20-årige Ødegaard er også på ønskelisten hos den spanske midterklub. Foto: Lars Poulsen.

En ung, talentfuld nordmand kan komme i vejen for Andreas Skov Olsens drømmeskifte til spanske Real Sociedad.

Situationen er nemlig den, at Martin Ødegaard, der ejes af Real Madrid og aktuelt udlejet til Vitesse, står højt på hitlisten hos den spanske midterklub.

Meldingerne fra det spanske tyder på, at 20-årige Martin Ødegaard lige nu ligner en mere oplagt løsning frem for FCN-kometen Andreas Skov Olsen.

Real Sociedad er meget interesseret i Andreas Skov Olsen. Og den 19-årige kantspiller er også positiv overfor en fremtid hos den spanske talentfabrik.

Klubben har budt i niveauet 30 mio. kr. En pris, som FC Nordsjælland tilsyneladende ikke er tilfredse med.

Andreas Skov Olsen scorede 22 mål i Superligaen. Det har betydet stor interesse for ham fra udenlandske klubber. Foto: Jens Dresling.
Andreas Skov Olsen scorede 22 mål i Superligaen. Det har betydet stor interesse for ham fra udenlandske klubber. Foto: Jens Dresling.
 

Har budt 65 mio. kr.
Tidligere i transfervinduet har CSKA Moskva placeret et bud på Andreas Skov Olsen i niveauet otte-ni millioner euro – 60-67,5 mio. kr. Men et klubskifte til russisk fodbold står ikke øverst på ønskelisten hos FCN-kometen.

Lige nu står FC Nordsjælland og Real Sociedad således et pænt stykke fra hinanden, fordi spanierne også er i en situation, hvor blandt andre Adnan Januzaj skal sælges, hvis der skal hentes et dyrt offensivt kort ind.

Her er det, at Martin Ødegaard lige nu tilsyneladende har lagt sig i en førerposition, fordi Real Sociedad i første omgang påtænker at leje nordmanden for de kommende to sæsoner. Derved er risikoen beskeden og udskrivningen til at overkomme.

Fordelen for Real Sociedad er tillige den, at Ødegaards agent er Bjørn Tore Kvarme, der som aktiv optrådte for netop Real Sociedad.

Martin Ødegaard, der har haft en fin sæson i Vitesse Arnhem og året før var i Heerenveen, er efterspurgt på det europæiske fodboldmarked.

Den tyske storklub Bayer Leverkusen er også blandt bejlerne til Ødegaard.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Martin Ødegaard inden for den seneste uge været på besøg i både Bayer Leverkusen og Real Sociedad.

Nu venter både den spanske og tyske klub på, hvad den 20-årige nordmand beslutter sig for.

Det kan få afgørende indflydelse på Andreas Skov Olsens muligheder for at havne i Real Sociedad.

Se også: Millionkrig: Fire klubber kæmper om Superligaens stjernefrø

Se også: Million-handel på vej? Topmøde om topscorer

 

7 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere