Det lignede længe en kæmpe fiasko for Barcelona, da klubben onsdag aften var taget på besøg hos Linares fra den tredjebedste spanske række.
I pokalturneringen, Copa del Rey, var den fallerede storklub bagud med 0-1 helt indtil 63. minut, hvor Ousmane Dembélé satte gæsterne i gang.
Kort efter scorede Ferran Jutgla det forløsende mål, der sendte Barcelona i front, og så blev 2-1-sejren kørt i hus.
Det betyder, at Barcelona er klar til ottendedelsfinalen i Copa del Rey.
Cheftræner Xavi gav comeback til Dani Alves, der efter nogle år i andre klubber er vendt hjem til Barcelona.
Brasilianeren blev tidligere onsdag registreret i det spanske licenssystem, og han fik derfor lov at starte inde. Samtidig tog flere profiler plads på bænken.
Men det var måske en forkert disposition af Xavi.
Artiklen fortsætter under billedet..
Efter 19 minutter blev et indlæg svinget ind i Barcelonas felt, og lige uden for det lille felt dukkede Linares' Hugo Diaz op i en helt umarkeret position.
Med et kontrolleret hovedstød sendte han kuglen over stregen, og hvis der havde været tag på det lille stadion i Linares, var det formentlig blæst af.
Barcelona havde bolden nærmest hele tiden, men i første halvleg formåede favoritterne blot at ramme målet én gang.
Xavi reagerede i pausen og lavede tre udskiftninger. Stjernerne Frenkie de Jong, Gerard Pique og Ousmane Dembélé blev alle sendt i aktion.
Det bar frugt efter 63 minutter. Dembélé fik bolden midt på Linares' banehalvdel og tog et par træk frem ad banen, inden han sendte et langskud i mål.
Linares lod sig dog langtfra ryste, og fire minutter efter Barcelonas scoring, scorede værterne. Målet blev dog underkendt for offside.
Barcelona havde dog skruet tilpas meget op for niveauet, og efter 69 minutter var gæsterne ovenpå igen. Ferran Jutgla satte i fuld firspring og overløb Linares-forsvaret, inden han fra venstre side af feltet trykkede bolden i netmaskerne.
Kort efter måtte Frenkie de Jong forlade banen med en skade. Det huer formentlig ikke Xavi. Skader har han således nok af i sin trup.
--------- SPLIT ELEMENT ---------